Sagaen om Freddy Krueger fortsætter. Selvom han tilsyneladende blev besejret én gang for alle, da franchisens nye heltinde overtog Kristens evne og absorberede de bedste egenskaber fra sine døde venner, tæskede ham og befriede alle sjælene fra hans ofre, er han ikke til at slippe af med.
Plottet trækker tråde tilbage til den 3. film, hvor vi erfarede, at Freddys mor, Amanda Krueger, var en nonne, der blev voldtaget af 100 galninge på en sindssygeanstalt. Den nat blev Freddy undfanget. Alice drømmer, hun er Amanda den selvsamme, skæbnesvangre nat, og det bliver begyndelsen på en slags Freddy’sk version af Rosemary’s Baby.
På dansk hedder den i øvrigt Freddys sidste mareridt, men det er en anelse forvirrende, for den sjette film hedder Freddy’s Dead: The Final Nightmare. Jeg er ofte glad for de danske titler, for de kan være forbundet med gamle minder og nostalgi, men i de større franchiser går det nu og da galt. Derfor holder jeg fast i de engelske titler her.
Bedre end forgængeren
Den floppede i biograferne, og anmelderne snittede den i småstykker. På Rotten Tomatoes scorer den 31 procent. Men jeg synes, den er bedre end forgængeren. Tonen er mørkere og mindre fjollet, og franchisen finder endnu engang en ny retning uden at miste grebet om det, der virker.
Naturligvis er det alt sammen langt, langt ude, og måske er baby-plottet for meget for nogen. På den anden side er hele franchisen temmelig løssluppen i forvejen, og selvom tonen er mørkere, er det stadig en film i Freddys ånd. Hans sorte humor er intakt, og hans univers er lige så skørt og skummelt som altid. Det er teenage-fjollerierne, der har fået sparket, og dem savner jeg ikke.
Højdepunkterne er stadig 1’eren og 3’eren, men Freddy er Freddy – han underholder altid. Effekterne er på samme høje niveau, og kreativiteten sprudler igen-igen. Den fortjener 8 hjerter.
