Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste

Jeg hopper lidt rundt i mine gensyn med James Bond, men de fleste kan også ses individuelt. Den smule kontinuitet, der er, er begrænset til ganske få detaljer og referencer. De kan bedre sammenlignes med afsnit i en sitcom. Bond starter og slutter samme sted hver gang.

Jeg kaster mig over Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste, fordi verden blev en Bond-pige fattigere i denne uge. Diana Rigg, som yngre generationer muligvis kender bedre som Olenna Tyrell i Game of Thrones, gik bort den 10. september. Hun blev 82 år.

Lige som Bond-pigen Honor Blackman aka. Pussy Galore i Goldfinger, var Diana også kendt i 60’erne fra den britiske TV-serie, The Avengers, og siden snuppede hun rollen som Bond-pige i aftenens film.

Det er i øvrigt også den første film med en ny skuespiller i rollen som Bond. George Lazenby afløste Sean Connery, men det blev kun til den ene film med ham. Tilsyneladende valgte han selv at droppe rollen. Han brød sig ikke om den stereotype figur og filmmagernes uvilje til at tage imod hans ideer. Alle andre inkl. Diana forstod ikke, at han smed chancen fra sig.

Fik han så den karriere, han ønskede sig? Jeg ved det ikke. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set andre film med ham. Men hans forgænger fik en stor karriere efter Bond også, og han kunne vælge alle de andre typer roller, han måtte ønske sig, så Lazenby burde nok have holdt ud lidt endnu.

Nå, men Bond er tilbage, og han er på sporet af den berygtede SPECTRE-leder, Blofeld. Den afgørende ledetråd kræver imidlertid, at han opgiver ungkarlelivet og gifter sig med den unge, smukke grevinde Teresa di Vicenzo, da hendes far mener, at Bond kan sætte skik på hende. Joh, jah, hm. Det er ikke så slemt, som det lyder.

Det er på mange måder en atypisk Bond-film, selvom den samtidig er stereotyp. Lazenby er ny, og det udløser nogle interne spøgefuldheder om “den anden fyr,” og at James stadig er James – even more so. Den får et ekstra nøk på alle tangenter, fra vildere (og op-speedede) nærkampe til flirten med miss Moneypenny – og den videre skørtejagt.

De har sparet Q’s gadgets væk, desværre, men i stedet er de gået all-in på Bond-pigerne. Her taler vi ikke om et ekstra nøk eller to. Blofeld har et helt harem på 12 “dødsengle.” Det er meget Austin Powers-agtigt, men ganske underholdende.

Lazenby er en charmerende fyr og en udmærket actionhelt, men han har ikke den samme mojo og swagger som Sean Connery. Det er svært at sætte andre ord på. Han har det bare ikke. Der mangler et eller andet.

Når det er sagt, er det stadig en ganske udmærket spionfilm. Missionen er enkel, men underholdende. Og selvom Lazenby ikke er som Connery, er han på sin egen måde en vellykket spion. For eksempel går han ikke bare undercover som Bond med en anden stillingsbetegnelse. Han spiller faktisk en anden rolle med en god portion underspillet humor.

Telly Savalas er en fin Bond-skurk og overraskende handlekraftig. En gør-det-selv-actionmand, der tager over, når håndlangerne ikke slår til – eller slipper op. I vanlig Bond-stil er hans plan megalomanisk (og dum), men det fungerer efter genrens forskrifter.

Filmen var et af årets største biografhits, men anmelderne var kritiske, især mod Lazenby. Siden har den fået dedikerede fans, der betragter den som en af de bedste Bond-film, måske endda den bedste, fordi den også tør bryde nogle af franchisens konventioner, og ind i mellem action og gimmicks finder man også et drama og endda en tragedie, der er alt andet end typisk Bond.

Jeg vil ikke gå så vidt, for jeg elsker Bond-filmene for alt det, der kendetegner dem, og den bedste Bond er i mine øjne den mest Bond. Jeg medgiver bestemt, at den har nogle overraskende kvaliteter, men de blander sig med andre mangler. Det trækker fra, og jeg lander på 8 hjerter.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *