Angrieff der Riesenspinne

Angrieff der Riesenspinne er ikke en tysker, men den tyske titel er bare federe. Originaltitlen er The Giant Spider Invasion, og titlen opsummerer stort set hele filmen. En meteor styrter ned i Wisconsin, USA, og uheldigvis er den fuld af kæmpeedderkoppeæg.

Okay, okay, der sker også få andre ting i handlingen. Men de fører ikke nogen vegne, og de er ret ligegyldige. Figurerne er endimensionelle, og skuespillet er elendigt. Dog forsøger de ældste og mest garvede kræfter på rollelisten at forsvare deres professions ære.

Den største følelsesmæssige reaktion på begivenhederne – bortset fra ufrivillige latterbrøl – forårsagedes af en stedfader og hans fætters omgang med den plukkemodne teenage-steddatter. Det blev over-grænsen-lummert, og vi anede ikke, om vi skulle grine, græmmes eller upchucke aftenens pizza.

Altså, hvis de bare ville give publikum lidt hø-hø-heder, havde de alle muligheder med pigen og hendes jævnaldrende kæreste. Hvor de ville hen med de to gamle bondeknolde, må guderne vide.

Som forventet var effekterne elendige og ufrivilligt komiske, og det havde jeg utvivlsomt tilgivet, hvis handlingen havde underholdt og moret mig. Men jeg blev aldrig revet med, og min filmmakkers gode selskab var det eneste, der fik tiden til at gå.

Nøgleord: , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.