Den gode, den onde og den grusomme

Den gode, den onde og den grusomme (Il buono, il brutto, il cattivo) er en klassisk spaghetti-western fra 1966 af den italienske filmmager, Sergio Leone. Den regnes i dag for at være en af de bedste og mest indflydelsesrige westerns nogensinde, men dengang fik den blandede anmeldelser, for italienernes bidrag til den ærkeamerikanske filmgenre havde endnu ikke vundet anerkendelse i cowboy’dernes hjemland. Den var til gengæld en biografsucces, og den gav Clint Eastwoods karriere et ordentligt spark bagi.

Den danske titel er en anelse misvisende. Den rigtige oversættelse ville være Den gode, den grimme og den onde. På engelsk hedder den The Good, the Bad and the Ugly, så de har byttet rundt på samme måde som os, men oversat il brutto korrekt. Den grusomme er ikke grusom. Han er snarere den dummeste af dem. Filmens komiske element. Men det er en lille detalje, og det skal ikke ligge filmmagerne til last, at de danske distributører har begået en sjusket oversættelse.

Det er en lang, lang film. Jeg genså en extended jubilæumsudgave på 2 timer og 58 minutter. Men plottet er relativt enkelt. Den foregår under den amerikanske borgerkrig, og tre desperadoer jagter en nedgravet pengesum stjålet fra konføderationen. En god, gammeldags skattejagt med tre duellanter, der ikke stoler på hinanden.

Handlingen bugter sig igennem ørkenlandskaber og slagmarker, og krigen kommer i vejen for de tre skattejægere i flere omgange. Samtidig er det en slow-burner med mange klassiske western-dueller, hvor Sergios fantastiske optagelser og Ennio Morricones udødelige musik skaber filmmagi. Og sådan bliver en relativt enkel skattejagt til en filmoplevelse på næsten tre timer.

Men sikke nogen timer! Scenografien er enestående. Landskaberne og de mange kulisser er enorme, og Sergio har skabt fantastiske billeder, der løfter handlingen og historien op på et episk niveau. Det slog mig flere gange, at dette måtte være western-genrens svar på Spartacus. Det er på samme måde en storfilm i ordets fulde betydning.

Jeg er vild med slow-burners og nød gensynet til fulde. Det var skønt at gense Clint Eastwood og Lee Van Cleef i deres glansroller, og at nyde Sergios mesterlige håndværk på BluRay for første gang.

Ennio Morricone gik desværre bort forleden dag, den 6. juli, 91 år gammel, men hans musik lever videre i film som denne.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *