Dick Tracy

Dick Tracy er en tegneseriehelt fra 1931 skabt af Chester Gould. Som andre tegneseriehelte fra den tid levede han i avisstriberne, og han fik også succes i radioen og på det store lærred.

Han er en benhård politimand, og selvom han ikke er en maskeret superhelt, er der flere fællestræk. Hans gule hat og frakke udgør en unik, genkendelig dragt, han anvender ofte avancerede gadgets, der lige så vel kunne sidde i Batmans bælte, og selvom hans ærkefjender er gangstere, har de også særegne karaktertræk og øgenavne, der vækker minder om konkurrenternes superskurke.

Warren Beatty tumlede med idéen om at filmatisere Dick Tracy allerede i 1975, og efter en turbulent periode med flere kuldsejlede projekter hos forskellige filmselskaber overtog han personligt filmrettighederne samt det seneste manuskript skrevet til John Landis. Et manuskript, den daværende tegneserieforfatter på Dick Tracy, Max Allan Collins, beskrev som papirtyndt og ubehageligt campy.

Men Beatty fortsatte ufortrødent med deres manuskript og besluttede at producere, instruere og spille hovedrollen selv. Ovre hos Warner Bros. var Batman på vej til et større comeback med stjerner som Jack Nicholson, Kim Basinger og Michael Keaton, og Dick Tracy tiltrak også mange store navne. Madonna, der jagtede en filmkarriere, tilbød endda at arbejde gratis og kun modtage en procentdel af overskuddet.

Det blev en skidt aftale for Madonna, for filmen floppede i biograferne. Selvom den indtjente 162 mio. dollars, hvilket rakte til en 9. plads på det nordamerikanske marked, haltede den langt efter konkurrenten Batman, der sejrede stort med 411 mio. dollars og en førsteplads.

Den kendte filmkritiker, Rober Ebert, elskede filmen og gav den fire stjerner, hans topkarakter, men mange andre var negative. De positive røster fremhæver den visuelle stil, mens de negative slagter den tynde historie og 52-årige Beatty som actionhelt.

Jeg har ikke set den siden 90’erne, og det var et interessant gensyn. Men jeg var ikke ubetinget tilfreds dengang, og det er jeg heller ikke i dag. Det er en flot film, især farvevalgene og brugen af håndmalet scenografi, men det er også en campy film, hvor campyness’en arbejder imod den, og historien er ganske rigtigt tynd. Figurerne er endimensionelle, og det samme er dramaet i mellem dem.

Ebert roste makeuppen og ansigtsmaskerne, der forvandler skuespillerne til tro kopier af figurerne i tegneserien. Nogle af dem er næsten uigenkendelige. Det er en meget bogstavelig fortolkning, og selvom det i sig selv er godt håndværk, er jeg ikke vild med det. Der er jo ikke tale om rumvæsener eller vanskabninger, men almindelige menneskefigurer, som i tegneserien blot er gengivet i en karikeret stil. Når man sætter dem side om side med skuespillere uden samme forvandling inkl. Beatty selv, der sagde nej tak til Dick Tracys karakteristiske ørnenæse, bliver illusionen nemt og ofte brudt.

Men man kan vælge at se den som et stykke absurd teater med en flok folkekære skuespillere, der bare render rundt og morer sig. Den er ikke kedelig, og den befinder sig på kanten af “so bad it’s good.” Jeg har næppe genset den for sidste gang.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *