Døden løber løbsk

I en nær fremtid er Tom Selleck sergent Jack Ramsay, en politimand i anti-robotkorpset, en politiafdeling, der håndterer løbske robotter, oftest – som Ramsay tørt bemærker – med et tryk på en knap. Med andre ord en slags mekanisk skadedyrsbekæmpelse, og selvom det er bedre end at arbejde ved færdselspolitiet, når man spørger Ramsays nye makker, den unge – og kønne – Karen Thompson spillet af Cynthia Rhodes (Dirty Dancing, Flashdance), er det lidt af en loppetjans. Men det ændrer sig, da robotterne begynder at myrde løs.

Døden løber løbsk (Runaway) – eller Spinnen des todes, som den hedder på min tyske BluRay-udgivelse – er en fremtidsthriller skrevet og instrueret af Michael Crichton, der også er manden bag den originale Westworld-film samt romaner som Jurassic Park, Solen stiger og Kuglen, hvoraf alle er filmatiseret.

Han har begået en overraskende god og medrivende thriller, for selvom præmissen er fjollet, har de taget opgaven alvorligt. Tom Selleck kan ikke gøre for, at plottet svigter ham, men han kan spille en dygtig, erfaren politimand med en vigtig sag, der gælder liv eller død. Trods en alvorlig omgang højdeskræk er han kvalitetsfyrtårnet, der leder dem alle på rette vej, og selv Kiss-forsangeren Gene Simmons imponerer.

KISS er også en forkortelse for udtrykket ”keep it simple, stupid“ Det har Crichton ikke gjort, da han skrev historien, men som instruktør har han fulgt det gode råd. Skræller man al science fiction-volapykket fra, står man tilbage med en underholdende, tempofyldt actionfilm, der fortjener en varm anbefaling og fire bankende hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *