Det er fredag, ikke den 13., men til gengæld den 31. oktober. That’s right. It’s Halloween! Aftenen er lige begyndt, og jeg lægger ud med en lettere fordøjelig omgang ungdomssnask.
Jason Vorhees er tilbage, og denne gang går turen til storbyen New York. Åbenbart kan man sejle direkte dertil fra Camp Crystal Lake, ovenikøbet i en stor, lystig yacht fuld af nyklækkede studenterhuer.
Mens den hockeymaskerede seriemorder lusker rundt og ekspederer oftest halvnøgne, unge mennesker, plages plottets oplagte finalepige af særdeles livagtige hallucinationer. For ikke at nævne hendes forsvundne hund.
Eller hvad? Det er aldeles uklart, hvor længe den egentlig er forsvundet, og hvornår den dukker op igen. Måske har den været med længe udenfor billedet. I hvert fald siger ingen noget, da vi pludselig ser den igen.
Nå, nok om den hund. Det er den ottende film i franchisen. Den er skrevet og instrueret af en debutant, hvis øvrige meritter primært er TV-film og serier. Et stort navn blev han ikke.
Det er ikke så overraskende. Ud over mysteriet om den forsvundne hund er handlingen er lemfældig rodebutik. Ganske vidt er der altid et tilfældighedsprincip i film som denne, men det står særligt slemt til i denne omgang.
Båden (og storbyen) er én af årsagerne. Den er ganske vist en spændende, ny kulisse, men også et logistisk mareridt, hvor Jasons færd nærmest kun lader sig gøre, hvis han har fået nye, overnaturlige evner siden sidst.
Det er tynde sjatter i halvknuste flasker. For meget og for lidt på én gang. Og sørme om ikke hunden forsvinder igen-igen, før den på magisk vis når tilbage før rulleteksterne.
