
Harvey Keitel som Mr. White.
Håndlangerne (originaltitel: Reservoir Dogs) er en thriller fra 1992 skrevet og instrueret af Quentin Tarantino.
Det er hans allerførste film, og han forventede faktisk at filme den for ingen penge med sine venner. Men så havnede manuskriptet via producerens skuespilslærers hustru hos Harvey Keitel, og han elskede det.
På den måde lykkedes det for 28-årige Tarantino, der stadig arbejdede i en videobutik, at debutere med en røverhistorie og en ret så imponerende rolleliste; Keitel, Steve Buscemi, Chris Penn, Tim Roth og Michael Madsen.
Filmen åbner med en scene på en diner, hvor Tarantino selv leverer en berygtet monolog om Madonna-sangen Like a Virgin. Ifølge ham handler den om en fyr med en gigantisk diller. Derudover havner Buscemi i en længere diskussion om drikkepenge.
Først senere bliver det klart, hvem de er og hvad de mødes om. Den er nemlig fortalt i forskudt tid lige som Pulp Fiction, men her er al handlingen fokuseret på den samme gruppe og deres fælles foretagende.
Alt er gået galt
Handlingen udspilles med en vis mystik, da ledetrådene kommer drypvist. Det er vigtigt at følge godt med. Der går dog ikke alt for lang tid, før du ved, nogen bliver skudt af politiet. Alt er gået galt, men hvordan og hvorfor?
Ser man bort fra den forskudte tid, kan den sammenlignes med The Hateful Eight. I begge film anvender Tarantino et gammelt plot, hvor en håndfuld karakterer isoleres, og der er en fjende i blandt dem. Men de ved ikke hvem.
Han vender dog op og ned på præmissen, for der er ingen helte i nogen af hans udgaver. Blot en masse skurke. I Håndlangerne er der muligvis en stikker i blandt dem.
Plottet er enkelt, men den forskudte tid og mystikken deraf samt den mulige stikkers sande identitet skaber masser af spænding og drama. Selvom der er langt mere dialog end action, er den intens og medrivende.
Imponerende svendestykke
Man kan godt se, det er Tarantinos debutfilm. Kameraføringen er meget enkel, og kulisserne er få. Faktisk minder handlingen i lagerbygningen om et teaterstykke. Én scene, hvor aktørerne kommer og går.
Men dialogen og plottet er umiskendeligt hans. Her er hans filmmageriske stil og tone allerede helt på plads. Årene i videobutikken har skolet ham, og han ved, hvad han vil.
Muligvis havde han stadig lavet en god film med sine venner. Men denne talentfulde aktørflok forvandler hans manuskript til et imponerende svendestykke.
Filmen søsætter hans filmografi på blændende manér. Nogen vil endda kalden den hans mest originale film. I hvert fald er den ikke lige så tydeligt inspireret af specifikke kultklassikere, som mange af hans andre film.
Det er en forrygende film. Men jeg har andre favoritter, som ligger højere. Det handler ikke desto mindre om marginaler, og jeg kan nemt forstå, hvis dette er nogens favorit. Han starter på et højt, højt niveau.