Jedi-ridderen vender tilbage

Så er jeg nået til den tredje og sidste film i den originale Stjernekrigstrilogi, Jedi-ridderen vender tilbage (Star Wars: Return of the Jedi). Det er filmen, mange husker bedst for prinsesse Leia i en gylden bikini, men jeg var bare en lille dreng dengang, og jeg husker bedre filmen for ewokkerne, de små bjørne, der tager Luke og de andre til fange på den skovklædte måne, Endor.

Jeg har naturligvis lagt mærke til Leia siden, men det er en anden snak.

Efter den chokerende afsløring og nedslående slutning i Imperiet slår igen, tager Luke og de andre til Tatooine for at redde Han Solo ud af Jabbas … øhm … slimede pølsefingre. Det går ikke helt som planlagt, men kraften er med dem, og da de atter er samlet, er de klar til at tage kampen op mod Imperiet og besejre Darth Vader og kejseren én gang for alle.

Lige som i den første film har George Lucas også i denne Special Edition leget lidt rigeligt med CGI i nogle scener, og de nye samt opdaterede væsener skæmmer filmen, fordi de falder udenfor. Heldigvis er de isoleret til få scener, og det meste af filmen er – lige som de to andre – fulde af praktiske effekter og rigtige kulisser.

Det er den tredje og sidste film i trilogien, og ligesom de to første, udmærker den sig ved at være en perfekt storm af fremragende elementer. Der er masser af ny teknologi, nye figurer og nye steder. Ingen genveje og gentagelser, men – lige som i Imperiet slår igen – en udvidelse af universet og en udbygning af mytologien. Man kan sige, at det er den samme arbejdsmetode, men ikke den samme opskrift. Der er masser af nye ingredienser, og masser af nye tilbygninger på et solidt fundament; sagaen, der samler de tre film. Jedi-ridderen vender tilbage er den perfekte slutning.

Man bør se dem alle tre sammen, som jeg netop har gjort, men isoleret set er treeren også en fantastisk filmoplevelse og et rigtigt rumeventyr. Det fås ikke bedre, og de eneste rigtige konkurrenter er de andre to. Så de må dele en velfortjent førsteplads i genren.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *