Manden de kaldte englefjæs

Terence Hill og Bud Spencer er en legendarisk, italiensk filmduo, der havde deres storhedstid i 1970’erne og medvirkede sammen i hele 19 film.

Det er synd og skam at sammenligne dem med Stan Laurel og Oliver Hardy – kendt på dansk som Gøg og Gokke – men det er næsten det bedste eksempel på et lignende makkerpar, og de to har endda lidt af den samme fysiske forskellighed til fælles. Terence er slank og adræt, mens Bud er stor og stærk som en bjørn. I modsætning til Gokke er han dog ikke bare tyk. Han er faktisk tidligere olympisk svømmer og var den første italiener til at svømme 100 meter på under ét minut.

Den type pardannelser er sjældne i dag. Simon Pegg og Nick Frost (Shaun of the Dead, Hot Fuzz m.fl.) er det eneste, jeg husker lige nu, og de er stadig langt fra Hill og Spencers stime.

Dagens film er Manden de kaldte englefjæs (God Forgives… I Don’t) fra 1967. Det er den første film, hvor de to filmhelte optrådte sammen, og den blev årets største biografhit i Italien – og dermed også den første film i en trilogi.

Det er for mig en gammel kending, for jeg er ret sikker på, at min far havde et VHS-bånd med filmen, og jeg så den igen og igen med min lillebror, da jeg var dreng. Jeg husker meget lidt fra den, men nogle scener står så tydeligt i min hukommelse, at jeg var i stand til at opspore den efter mere end 30 år.

Terence spiller hovedrollen som “Englefjæs” (Pretty Face), en nydelig, ung mand med klare, blå øjne, der slår en proper næve, er hurtig på aftrækkeren og har masser af held i kortspil. Bud er en forsikringsdetektiv, og han jagter en bande morderiske togrøvere, der er stukket af med en kiste fuld af guld. De to har en fortid sammen, og deres veje krydses igen, da Bud er overbevist om, at togrøveren er en gammel kending.

Selvom filmen var et biografhit, var den ikke en anmelderdarling, og jeg må modstræbende give kritikerne ret i, at den har nogle problemer her og der. Handlingen er en smule rodet og mere kompliceret end nødvendigt. Det føles som om, de har forsøgt at være smarte, og det er ikke lykkedes. Skurken er særligt glad for lange monologer, men han har ikke helt karismaen og materialet til at tage den hjem.

Så den er faktisk bedst, når den bare er dum. Der er mange velfungerende, underholdende action- og western-scener, og havde det hele været lidt bedre skruet sammen, havde den formentlig fået fuldt hus. Men denne gang må jeg desværre trække et hjerte fra.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *