Om bloggen

Mads Mikkelsen som Hannibal Lecter i TV-serien Hannibal.

Velkommen til bloggen – fra mig og Hannibal.

Colourtossen.dk er en personlig filmblog, der handler om genrefilm, kultfilm, filmhistoriens klassikere og interessante og anbefalelsesværdige mainstream-film.

Bloggens ejermand, undertegnede, er født i 1977 og opvokset med alt fra Olsen-banden til A Nightmare on Elm Street. Jeg er 40+, som den hurtige matematiker kan regne ud, og ramt af uhelbredelig nostalgi. Jeg elsker filmhistoriens gode, gamle dage, også tiden før min egen fødsel, og derfor har jeg oprettet denne filmblog.

Bloggen er en hobby, et hyggeprojekt og en slags filmdagbog, hvor jeg kan samle mine tanker om film, jeg elsker, og dele dem med alle, der kunne være nysgerrige og, lige som jeg, bærer benævnelsen “filmnørd” som den hæderstitel, den retteligt bør være.

Jeg vil ikke kalde mig filmanmelder, men snarere filmelsker. Jeg bedømmer film på den samlede oplevelse, og jeg lægger vægt på det, jeg følte, og hvor godt jeg var underholdt. Mine skriverier er tænkt som anbefalinger – eller det modsatte – ikke kritiske analyser, for jeg har ikke lyst til at se film med notesblokken i hånden, så jeg kan fluekneppe hver eneste lille detalje. Det kan andre gøre meget bedre end mig.

De bedste hilsner, Christian

Lukket for kommentarer.