Sheriffen skyder på det hele

Sheriffen skyder på det hele (originaltitel: Blazing Saddles) er en western-komedie fra 1974 instrueret af Mel Brooks. Han er en legende i spoof-genren og kendt for bl.a. Spaceballs og Frankenstein junior.

Handlingen følger Bart, en sort jernbanearbejder, der udnævnes som sherif i en lille by, fordi den onde Hedley Lamarr vil skræmme byens borgere på flugt, så han kan snuppe deres land.

Det bliver en udfordring, for det vilde vesten er stadig temmelig primitivt, selvom slaveriet er ophørt. Heldigvis får Bart en hjælpende hånd af den fordrukne, tidligere revolvermand, Jim aka. Waco Kid, spillet af Gene Wilder.

Stort eftermæle

Det er en lille film med et stort eftermæle. Den blev i sin tid nomineret til tre Oscars. I år 2000 blev den nr. 6 på det amerikanske filminstituts liste over århundredets bedste komedier. I 2006 besluttede Nationalbiblioteket at den er et stykke bevaringsværdigt kulturhistorie.

Det er også en kultklassiker, og så er det en af de film, der ofte nævnes, når filmnørder diskuterer hvilke film, man ikke kunne lave i dag. Her er jeg ikke helt enig. Den bruger ganske vist N-ordet m.m. Men temaet er klart anti-racistisk.

Meget, meget fjollet

Jeg voksede op med Mel Brooks, og jeg er stor fan. Jeg har nydt flere gensyn indenfor de senere år. Min absolutte favorit må være Spaceballs. Men nu og da kan de gamle film være en smule undervældende.

Den er meget, meget fjollet. Mange af karaktererne er dumme og åndssvage på en dum og åndssvag måde. En nu-opfører-vi-os-skørt-og-så-er-det-sikkert-sjovt-måde. Men genialiteten udebliver.

Der er guldkorn her og der, og satiren virker bedre end fjollerierne. Det er også en film med hjerte og mod, den ros fortjener den. Man kan hygge sig, og man kan tage noget med derfra. Men den når ikke derop, hvor jeg troede, den ville være. Desværre.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.