Spionen der elskede mig

Roger Moore og Barbara Bach.

Spionen der elskede mig (The Spy Who Loved Me) er en af de gode, gamle Bond-film, og ikke en hvilken som helst Bond-film, det er nemlig Bond-filmen fra mit fødeår, 1977. Jeg elskede Bond som barn, og jeg så dem alle igen og igen, men jeg husker ikke længere min første Bond-film. Til gengæld husker jeg tydeligt, at jeg dengang bedst kunne lide Roger Moore, så Spionen der elskede mig er et godt sted at starte en nostalgisk Tour de Bond.

Da en britisk og en sovjetisk ubåd forsvinder på mystisk vis, slår MI6 og KGB pjalterne sammen for at opklare, hvad der er sket, og begge sætter deres bedste “mand” på jobbet, agent 007, James Bond, naturligvis, og agent XXX, der viser sig at være en smuk kvinde ved navn Anya Amasova (Barbara Bach) – og lur mig, om de ikke bliver mere end dus før filmen er omme.

Det er pudsigt, men jeg har tilfældigvis set En verdensomsejling under havet tidligere i dag, og det slog mig, at kaptajn Nemo er som en klassisk Bond-skurk. Excentrisk, storhedsvanvittig, men også genial, og i besiddelse af overlegen teknologi samt en plan, der ikke alene handler om at erobre verdensherredømmet, men også om at skabe en ny verdensorden til gavn for menneskeheden – efter deres egen forskruede opfattelse, naturligvis – og det særligt pudsige ved at se En verdensomsejling under havet og Spionen der elskede mig samme dag er, at begge filmskurke er besat af tanken om at skabe en civilisation under havet.

Hvis det ikke beviser, at filmguderne sidder deroppe og skriver på livets drejebog for dødeligt filmkiggeri, så ved jeg ikke hvad, for jeg kunne ikke have planlagt det bedre selv

Bond i en drabelig nærkamp med Jaws.

Det er en klassisk Bond-film, og den introducerer to af de Bond-elementer, jeg husker bedst; Bond-skurken Jaws, der blev så populær, at han vendte tilbage i Moonraker, og en af de få Bond-biler, der ikke er en Aston Martin, men alligevel er en Bond-klassiker, nemlig den hvide Lotus, der kan forvandle sig til en ubåd. Jeg bobler stadig af barnlig gensynsglæde.

Bond er som Bond nu engang er. Der er masser af klichéer, ja, franchisen har sågar udviklet sine egne klichéer, og der er en klokkeklar formular, som hver eneste film følger ganske nøje. Jeg har allerede været inde på det, der oftest kendetegner en Bond-skurk, og til en hver Bond-skurk hører også en eller flere håndlangere, der har sit eget særpræg. Her er Jaws et perfekt eksempel. Et andet eksempel er Oddjob fra Goldfinger – det er ham med den halshuggende frisbee-hat, hvis du er i tvivl.

Der er også altid en eller flere nye Bond-piger, og ofte er en af dem en femme fatale efter alle kunstens regler. Bond nedlægger naturligvis dem alle efter efter en. Skattefar er ikke, hvad han har været, men døden og Bonds skørtejagt kan du stadig regne med.

Der nyt udstyr fra Q, og selvom det ikke er relevant for Bonds mission, skal vi altid en tur igennem den opfindsomme våbenmagers laboratorium, hvor alverdens spøjse mordmaskiner bliver afprøvet.

Den første og eneste Lotus i filmene, men alligevel en Bond-klassiker.

Jeg spolerer næppe for meget, når jeg fortæller, at alle filmene ender på skurkens base, hvor han fortæller alt om sin grandiose plan og efterlader Bond i en kompliceret dødsfælde, mens han selv koncentrerer sig om at føre planen ud i livet, hvorefter Bond undslipper, skaber kaos og ødelæggelse, destruerer hele basen, forpurrer skurkens planer og undslipper med livet i behold og en Bond-pige under armen.

Som dr. Evil siger til Scott i Austin Powers, da han spørger om ikke de skal følge med: “No no no, I’m going to leave them alone and not actually witness them dying, I’m just gonna assume it all went to plan.” Det er netop en parodi på den klassiske Bond-formular.

Og endelig er der alle de små ting. Flirten med Miss Moneypenny. Vodka Martini’en, der skal serveres rystet, ikke omrørt. Bond-bilen og en klassisk biljagt, hvor Bond-filmene ofte har været yderst opfindsomme og fundet på nye spændende bilstunts. Den nye Bond-sang og den spektakulære åbningssekvens, der ledsager og præsenterer den. Jeg kunne blive ved og ved. Der er ingen formular som Bond-formularen.

Hvis du tror, at det er en kritik, så tager du fejl. Bond-formularen virker. Man glæder sig til at se, hvad de har fundet på i hver ny film, selvom det foregår indenfor faste rammer. Der er stadig tilpas meget albuerum, og det, der går igen, er kerneelementer, som du ikke vil være foruden. Hvis de ændrer for meget på opskriften, er det ikke længere Bond.

Spionen der elskede mig er ingen undtagelse, og fordi hver ingrediens er en af franchisens bedste – Jaws, den hvide Lotus, agent XXX osv. – er filmen også en af seriens bedste. Men det vil jeg nok sige om det fleste af dem, når jeg når til dem

Det var et skønt gensyn. Filmen er ikke falmet med tiden. Der er naturligvis sket meget indenfor action, effekter og stuntarbejde, men det er alt sammen herlig underholdning alligevel. Moore er stadig lunefuld og charmerende som Bond. Han forsøger ikke at være Sean Connery, men finder sin egen vej ind til figuren, og det fungerer for ham – og for Bond i hans skikkelse. Jeg var egentlig ikke i tvivl, men jeg er alligevel glad for at få bekræftet, at jeg stadig – aldeles ubetinget – elsker den britiske spion.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *