Superman IV – kampen for fred

Efter den udskældte Superman III solgte producerne Alexander og Ilya Salkind rettighederne til et andet producerpar, Menahem Golan og Yoram Globus hos Cannon. De hyrede selveste Wes Craven som instruktør, men han og Christopher Reeve fungerede ikke sammen, og så endte valget på Sidney J. Furie, der er manden bag bl.a. Jernørnen-filmene med Louis Gossett Jr.

Gene Hackman er tilbage som Lex Luthor, og denne gang vil han af med Superman én gang for alle, så han kan blive rig og mægtig uden afbrydelser og hyppige fængselsophold til følge. Han stjæler Supermans DNA i form af et enkelt hårstrå fra et museum, og vha. atomkraft og filmmagi skaber han sig en håndlanger, der kan matche og endda overmatche manden af stål.

Det nye hold filmmagere har formentlig forsøgt at lære af kritikken mod Superman III, for selvom der stadig er humor, er niveauet tættere på de første film. Der er heller ingen sekundære hovedpersoner som Gus Gorman. Al fokus er tilbage på Superman/Clark Kent, og de har forsøgt at give ham nogle tunge emner at tumle med.

De forsøger også at genskabe flere af de magiske øjeblikke fra de første film med Superman og Lois, men det lykkes ikke. Det føles forceret, og det passer ikke ind i den historie, de fortæller.

Filmen storfloppede. Anmelderne slagtede den, og den må nøjes med sølle 11% på Rotten Tomatoes. Den blev nomineret til to Razzies for hhv. Worst Supporting Actress (Mariel Hemingway) og Worst Visual Effects. Her tabte den dog til Daryl Hannah i Wall Street og Dødens gab 4.

Jeg er denne gang delvist enig med anmelderne. De visuelle effekter er ikke kønne. Der var flere praktiske effekter i de andre film, og Superman fløj oftere vha. af snore. Da jeg så Superman III den anden dag blev jeg endda imponeret over en scene, hvor han løfter og lægger en stor skorsten ned som en rutsjebane fra taget af en bygning. I 4’eren er der brugt green screen-effekter over det hele, og det er ikke kønt.

Den tumler også med mange emner. Atomvåben og kapløbet mellem verdens supermagter. Sensationaliseringen af nyhedsdækningen. Clark skal sælge sine forældres gård, men han vil ikke sælge til en butikskæde, så de kan bygge et stort indkøbscenter. Som altid kan han og Lois ikke rigtigt få hinanden. Til gengæld er der en ny kvinde på banen, Mariel Hemingway som Lacy Warfield, datter af den skruppelløse forretningsmand, David Warfield, der forsøger at overtage Daily Planet, og hun er vild med Clark. Så der er nok at tage fat på, men det bliver ved overfladen.

Men jeg kedede mig bestemt ikke. Selvom jeg ikke har helt samme forhold til den som de andre film, og selvom der er mange “skønhedsfejl,” elsker jeg figurerne og skuespillerne, der levendegør dem, og det var alligevel et hyggeligt gensyn og en fin filmaften.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *