Teknisk uheld

Teknisk uheld (Switching Channels) er en komedie fra 1988 med to af Hollywoods folkekære førstemænd, der begge har forladt denne verden, den ene for 14 år siden, kun 52 år gammel, og den anden tidligere i år, 82 år gammel. Jeg taler naturligvis om Christopher Reeve og Burt Reynolds, der slog pjalterne sammen for at kæmpe om Kathleen Turner.

Filmen er et remake af His Girl Friday, en komedie fra 1940 med Cary Grant, Rosalind Russell og Ralph Bellamy, der er baseret på et populært teaterstykke fra 1928, The Front Page. Teaterstykket er filmatiseret flere gange under originaltitlen, senest i 1974 med et af Hollywoods berømte makkerpar, Jack Lemmon og Walther Matthau, men His Girl Friday og Teknisk uheld adskiller sig ved at være et trekantsdrama, hvor den egentlige hovedperson, en ihærdig og opsøgende reporter, som i originalen og de øvrige filmatiseringer er en mand, i stedet er en kvinde fanget mellem to bejlere.

His Girl Friday var en del af “screwball comedy”-bølgen i 1930’ernes Hollywood, en subgenre, der kombinerer farceagtige situationer, falden-på-halen-komik og rappe replikker i romantiske parodier, hvor plottet ofte involverer et bejleri eller ægteskab, og kønnene spilles ud mod hinanden på en lystig og letbenet facon med masser af glimt i øjet – og i nogle tilfælde masser af seksuelle undertoner. Filmkritikeren Andrew Sarris har beskrevet subgenren som “a sex comedy without the sex.”

Kathleen Turner er ikke skuffet; hun er edderspændt rasende!

Definitionen passer perfekt på Teknisk uheld. Plottet involverer flere farceagtige situationer, nogle endda så latterligt overdrevne og overspillede, at de desværre er mere pinlige end sjove, falden-på-halen-komik i spandevis og så mange rappe replikker, at nogle scener ifølge Reynolds fyldte otte sider.

Der er ingen, der rigtigt gør sig umage, og det ligger også til genren, at man overspiller efter alle kunstens uskrevne regler, så jeg forestillede mig, at det var et hyggeprojekt, hvor alle havde moret sig og bare haft en sjov, let dag på kontoret. Men jeg gjorde mig den ulejlighed at læse lidt om filmen bagefter, og jeg opdagede, at Reynolds var erstatning for Michael Caine, fordi optagelserne på Dødens gab 4 trak ud, og at han og Kathleen Turner havde store problemer med hinanden – så store, at resten af holdet begyndte at vælge side.

Men jeg hyggede mig alligevel. Tempoet er højt, tonen er munter, og der er gode gensyn med mange skønne stjerner fra 70’erne og 80’erne ud over de tre hovednavne. Selvom Turner og Reynolds åbenbart ikke kunne udstå hinanden, mærker man det ikke, for det meste af tiden er deres roller alligevel i totterne på hinanden. Man kan selvfølgelig sige, at de hver især har spillet samme rolle i mange andre film meget, meget bedre, og det er også en af grundene til, at den ikke får en topkarakter, men jeg hyggede mig bestemt.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *