Verdens bedste julefilm!

Så blev det tid til et gensyn med et vaskeægte juleeventyr, der samtidig er en af de bedste actionfilm nogensinde. Jeg taler naturligvis om Die Hard. Det er juleaften, og politimanden John McClane er på vej hjem for at holde jul med sin familie. Der er julefest på kontoret i Nakatomi-bygningen, hvor hustruen Holly arbejder, og John håber på forsoning og sød julemusik, men festen bliver brutalt afbrudt af filmens grinch, den onde Hans Gruber, som vil stjæle julen – eller i hvert fald julestemningen – og en formue i obligationer. Men Hans har ikke regnet med John, som er fast besluttet på at redde julen og nå hjem til sin familie, så han kan danse om træet og æde sig mæt i god julemad.

Ja, det er en klassisk juleopskrift, og filmen er fuld af julepynt, julesange og andre julereferencer. Hvem tænker ikke på julemanden på vej ned igennem skorstenen, når John kravler rundt i de trange ventilationsskakte, eller på juleevangeliet ved synet af filmens gravide dame, eller på dejlige julefrokostminder, da John og Holly bliver afbrudt af to kåde medarbejdere, som tydeligvis leder efter en kopimaskine? Jo, Die Hard er en julefilm, og det er naturligvis også derfor, at de viise danske biografbestyrere placerede den danske premiere den 26. december, så hr. og fru Danmark kunne fejre julen med John McClane

Jeg har set filmen utallige gange som teenager og ung mand, og nu har jeg sørme gjort det igen. Det er nogle år siden sidst, men jeg kan med glæde berette, at den ikke er falmet med årene. Faktisk tværtimod, for jeg fik ikke set den i biografen, da jeg kun var 11 år dengang, og derfor har jeg aldrig set den i så stort format eller knivskarp kvalitet som nu.

Sgt. Al Powell (Reginald Veljohnson) og go’e, gamle Bruno.

Jeg tænker – og nu tillader jeg mig selv et sidespring – at yngre generationer et gået glip af den teknologiske revolution, der får os andre til at sætte så meget mere pris på de nye tider.

Jovist, som nostalgiker savner jeg også videoudlejning, og det var både fornøjeligt tidsfordriv og en spændende skattejagt at ose rundt i udlejningskioskerne, ikke bare giganten blockbuster, som dukkede op efter nogle år, men også i alle de små, lokale kiosker, der lå her og der og alle vegne dengang. Det var også tider.

Men jeg savner ikke VHS-teknologien, for jeg kan stadig genkalde mig billederne af film, der var så uldne, at det var som at se dem gennem mormors hjemmestrikkede julegave, eller så flossede i bunden, at sneen næsten fygede henover underteksterne, eller at de bedste bidder i nogle film kunne være så gennemtyggede af maskinerne derude, at man lige så godt kunne lukke øjnene og prøve at genkalde scenerne i hukommelsen – eller fylde hullerne ud i fantasien, hvis man ikke havde set dem før.

Teknologien måtte give plads til noget bedre, og det er fantastisk at gense de gamle film, man husker bedst, hvor man stadig kan genkalde sig billederne fra dengang. Forskellen er ubeskrivelig. Et regulært kvantespring.

Hans Gruber (Alan Rickman) og Holly Gennaro/McClane (Bonnie Bedelia).

Tilbage til Die Hard – eller Over mit lig, som den faktisk blev kaldt herhjemme dengang. I dag en tidløs og udødelig actionklassiker, der stadig holder et hundrede procent, ikke mindst pga. instruktøren John McTiernans (Predator, Jagten på Røde Oktober) mesterlige håndværk, actionhelten, charmetrolden og “everyman”-typen Bruce Willis, Alan Rickmans fantastiske præstation som Hans Gruber, og naturligvis en rigtig god historie med spænding, humor, drama og noget på hjerte; en historie, der vækker følelser, præcis som en god historie skal – men det kunne meget vel være gået galt.

Den er baseret på romanen Nothing Lasts Forever af forfatteren Roderick Thorp, en fortsættelse til The Detective, som blev filmatiseret i 1968 med Frank Sinatra i hovedrollen som kriminalbetjenten Joe Leland, og Fox var kontraktligt forpligtet til at tilbyde rollen til Sinatra, der i mellemtiden var fyldt 70 år, og selvom Joe Leland i fortsættelsen er pensioneret, er Sinatra ingen Charles Bronson, så han ville næppe have været en troværdig 70-årig actionhelt. Heldigvis takkede han også nej, og så fik Fox frie hænder.

Bruce Willis var dog ikke deres førstevalg. Faktisk tilbød de rollen til Richard Gere, Clint Eastwood, Burt Reynolds, Sylvester Stallone, Harrison Ford, Mel Gibson, Nick Nolte, Don Johnson og endda MacGyver dvs. Richard Dean Anderson. Og da de alle takkede nej, fik Bruce endelig chancen. Heldigvis. For selvom Die Hard sikkert havde været en hæderlig actionfilm med en af de andre, havde det aldrig nogensinde været den Die Hard, vi kender og elsker.

Og sådan kan det gå. De bedste film – endda det bedste her i livet – opstår ud af det, der ikke gik, som tænkt eller planlagt. Die Hard er som en perfekt storm; den perfekte actionfilm – og verdens bedste julefilm tilmed. Et sandt julemirakel.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *