Det tager år at lave en tegnefilm, uanset om den er håndtegnet eller animeret på en computerskærm. Måske er det årsagen til, at de fleste tegnefilm i spillefilmslængde er ualmindeligt godt skruet sammen. Der er simpelthen lagt den nødvendige tid og energi i hver eneste detalje, og netop fordi det er så krævende en opgave, er det næsten umuligt at udføre den med venstre hånd.
Wall-E er ingen undtagelse. Idéen er original, og handlingen er morsom og medrivende. Selv store forventninger til Pixar bliver indfriet, i hvert fald hvis du spørger denne skribent. Jeg fulgte med stor nysgerrighed den lille, ensomme oprydningsrobot, Wall-E, og der gik mindst 10 minutter, før det gik op for mig, der ingen dialog havde været. Det ser man sjældent i dag. En historie fortalt i billeder. En sød og smuk historie tilmed. Der er ikke så meget andet at sige. Pixar har gjort det igen.
Efterord: Wall-E var nomineret til 6 Oscars og vandt en enkelt; Best Animated Feature.