What We Do in the Shadows

What We Do in the Shadows (2019) er en TV-serie baseret på en film af Jemaine Clement og Taika Waititi fra 2014. Sidstnævnte er bedre kendt som spilopmageren, der forvandlede Thor: Ragnarok til en komedie – og en biografsucces – og Clement har bl.a. lagt stemme til en minion i Grusomme mig. Okay, det er lidt unfair. Han har lavet meget mere end det. Det meste har jeg bare ikke set.

Det er Clement, der har samlet ideen op igen og skabt serien. Jeg har ikke set filmen, men den passer perfekt til serieformatet, for præmissen er en blanding af The Office og Dark Shadows. Den er lavet som en mockumentar, dvs. en parodi på en dokumentar, og så følger den en lille flok vampyrer, der forsøger at leve og fungere i nutiden i Staten Island, New York.

Humoren er fjollet, ofte plat, jævnligt smålummer, nu og da vulgær, ind i mellem skarpsindig, og gennemgående gyselig på den gode måde. Det er situationskomik og falden-på-halen-ditto, og der er sjældent en punchline, men uanset om du slår dig på låret eller ryster på hovedet, vil du utvivlsomt more dig, hvis du kan li’ parodier a la Mel Brooks og mockumentarer som førnævnte The Office.

Der er i øvrigt masser af gode, små og store gæste- og cameo-roller med stjerner som bl.a. Mark Hamill, Tilda Swinton og Wesley Snipes.

Du kan se de første to sæsoner på HBO.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *