21 Jump Street

Jonah Hill og Channing Tatum som undercover balkonger.

21 Jump Street er en krimikomedie fra 2012 instrueret af Phil Lord og Christopher Miller. De er også duoen bag Cloudy with a Chance of Meat Balls samt The Lego Movie.

Filmen er baseret på en populær ungdoms- og krimiserie fra 1987, hvor flere af datidens ungdomsidoler fik sit gennembrud. Den største stjerne er naturligvis Johnny Depp. Hvis du ikke har set filmen, vil jeg ikke afsløre, om han vender tilbage i en cameo-rolle.

Serien handler om en særlig afdeling i politistyrken, hvortil man rekrutterer nyuddannede betjente, der stadig ligner store teenagere. Dernæst sender man dem undercover i high schools for at optrevle salg af ulovlige stoffer og anden kriminalitet.

Channing Tatum og Jonah Hill er filmens unge betjente. Man kan sagtens diskutere, om de stadig ligner teenagere, og filmen løser dette med humor. Lige som Baywatch med Dwayne Johnson og Zac Efron er der tale om både et remake og en parodi.

Nørden og sportsidioten

Humoren er fjollet, og de to strømere er mere uduelige end deres forgængere på den lille skærm. De glemmer næsten alt om opgaven og griber i stedet chancen for at genopleve high school-tiden. Især Hills rolle, der får chancen for at være mere cool i andet forsøg.

Du får action, men her spoofer de også genren. Vi er tættere på Politiskolen end Dødbringende våben. Humoren er på alle tidspunkter i højsædet. Men den er oftest sjov og hyggelig. Kun sjældent kammer den over.

Romantikken er lidt vaklende. Jeg ved ikke, hvor de vil hen. Filmens kvinder er enten high school-piger eller skolelærinder. De vil gerne give Hill en ny chance for at score en date til skoleballet, men kan ikke lade ham gå hele vejen. Det bliver lidt akavet.

Til sammenligning fungerer venskabet mellem de to karakterer meget bedre. Du kan nok gætte, de repræsenterer nørden og sportsidioten. Men der opstår et ægte venskab, og de overvinder den obligatoriske nedtur med bravur. Det er næsten smukt.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.