300: Rise of an Empire er en semi-historisk fantasy-krigsfilm fra 2014 baseret på Frank Millers tegneserie, Xerxes. Den er en efterfølger til 300 og løst baseret på slagene ved Artemisium og Salamis.
Den første film blev instrueret af Zack Snyder. Denne gang har han overladt tøjlerne til Noam Murro, hvis filmografi er yderst beskeden. Snyder har skrevet manuskriptet sammen med Kurt Johnstad, hvis øvrige skriverier bl.a. tæller forgængeren samt Atomic Blonde.
Hovedpersonen er denne gang Themistokles, en athensk hærfører, der bekæmper og besejrer perserne i flere slag. Han spilles af en relativt ukendt fyr, Sullivan Stapleton. Måske har du set ham i TV-serien Blindspot.
Skønne Eva Green, som jeg mere eller mindre forguder, er filmens krigeriske skurkinde, Artemisia. En listig femme fatale med både skarpe sværd og bløde kurver i sit arsenal. Hendes motiv er ikke magt, men hævn.
Lige som den første film er det et semi-historisk krigseventyr baseret på gamle legender. Der er ingen intentioner om at dokumentere verdenshistorien korrekt. Man kunne lige så godt sammenligne den med vores egne myter om Odin og Thor.
Murro har ramt den samme visuelle, fantasy-agtige stil med høj kontrast og enkle, men kraftige farvepaletter. Jeg er vild med den.
Det er en fed actionfilm med masser af blodige sværdkampe. Den rummer alt det, der gjorde 300 fantastisk. Themistokles er ganske vist ikke nær så interessant som Leonidas, men så får du Artemisia i stedes. Hende skal du naturligvis ikke heppe på, men du kan nyde hende i mere end én forstand.