The Silence of the Lambs, også kendt på dansk som Ondskabens øjne, er en thriller fra 1991 baseret på Thomas Harris’ succesroman om seriemorderen dr. Hannibal Lecter. Historien er efterfølgeren til The Red Dragon, der blev filmatiseret første gang i 1986 med Brian Cox som den berygtede doktor.
Men de to film er ikke forbundet, og de to bøger kan også nemt stå alene, da dr. Lecter ikke er hovedpersonen, selvom han stjæler hele billedet. I de to første bøger fungerer han som en slags konsulent i jagten på andre seriemordere, fordi han både har en psykologs ekspertise og en seriemorders unikke perspektiv.
Kannibalen Hannibal
Jodie Foster er Clarice Starling, en kommende FBI-agent, der studerer på akademiet i Quantico, Virginia. Hun udvælges af Jack Crawford, en af de ledende agenter i bureauets afdeling for profilering af kriminelle og hendes tidligere underviser i faget, til at interviewe dr. Hannibal Lecter, en berygtet, kannibalistisk seriemorder, der sidder indespærret på en lukket afdeling for kriminelt sindssyge.
Det ligner en rutineopgave, men der er intet rutinemæssigt ved dr. Lecter, og det viser sig, at Crawford sendte den uerfarne agent i armene på kannibalen for at lokke ham til at hjælpe dem med at fange en seriemorder kendt i pressen som Buffalo Bill. Heldigvis virker det, for selvom Lecter ikke lader sig narre, bliver hans nysgerrighed pirret af den unge kvinde.
Anthony Hopkins er Hannibal Lecter, og han blev vanvittigt populær i rollen. Han gentog den i en ny filmatisering af The Red Dragon samt en filmatisering af Harris’ tredje roman, der slet og ret hed Hannibal. Han vandt endda en Oscar for sin præstation.
Jeg var ikke tilfreds, da jeg så den første gang i 90’erne. Jeg havde læst bøgerne og fået et helt andet indtryk af dr. Lecter. Men jeg har vænnet mig til Hopkins’ version siden, og isoleret set er han stadig en spændende karakter – og en god filmskurk. Han overspiller og underspiller på samme tid – hvor mærkeligt det end lyder – og selvom han ikke rammer mit eget billede af dr. Lecter, er han alligevel en unik og seværdig oplevelse.
Prisvindende biografhit
Filmen var et kæmpehit. Den vandt fem Oscars i alt; Best Picture, Best Director, Best Adapted Screenplay samt Best Actor og Best Actress til hhv. Hopkins og Foster, og den er en ud af kun tre film, der har vundet i alle de store kategorier.
De andre to er One Flew Over the Cuckoo’s Nest og It Happened One Night. Anmelderne elskede den, og publikum strømmede i biografen, hvor den blev den 4. mest sete film i USA, og den 5. mest sete i verden.
Det er en veludført thriller med en spændende fortælling og gode karakterer, men jeg synes ikke, det er en perfekt filmatisering. Selvom Hopkins og Foster leverer seværdige og underholdende præstationer, føler jeg ikke helt, at de er ægte mennesker. Der er noget teatralsk over deres scener sammen, og det skyldes formentlig tidspresset og den sindrige dialog, der ikke får tid til at falde mere naturligt. Det bliver en smule forjaget.
Der er masser af andre scener, hvor Foster er meget bedre, og filmens anden seriemorder, Buffalo Bill, er et fascinerende bekendtskab. Han spilles i øvrigt af Ted Levine, også er kendt som kaptajn Leland Stottlemeyer i TV-serien Monk, og de to roller kunne ikke være mere forskellige. Han er forrygende i filmen.
Selve historien er fuld af gode drejninger og overraskelser. Jeg ville ønske, at jeg syntes bedre om Hopkins’ version af dr. Lecter, men jeg vil sige, det er en film med så meget godt håndværk og så mange andre veludførte lækkerier, at jeg når op på en masse hjerter alligevel.
