Soylent Green er en science fiction-thriller fra 1973. Den foregår i en dystopisk fremtid, nærmere bestemt næste år, altså 2022, og verden er plaget af global opvarmning og overbefolkning. Charlton Heston er kriminalbetjent i New York og efterforsker mordet på en rig advokat.
Filmen tegner et dystert billede af en fremtid med alt for mange mennesker og alt for få ressourcer. På grund af den enorme fattigdom ligner det mere en film fra begyndelsen af 1900-tallet. Heston selv ligner mere en skorstensfejer eller minearbejder end en kriminalbetjent. Det er et skræmmende samfundsbillede med stor ulighed.
Trods dystopien er det også en film, der hylder livet og den verden, vi har. Naturens storhed og skønhed. Der er en smuk scene, hvor selv Heston må fælde en tåre. Man kan sige, at filmen er en “cautionary tale.” En fortælling med en indbygget advarsel. Den viser os, hvad vi skal undgå.
Stor, mystisk hemmelighed
Men det er også en god, gammeldags thriller med et mordmysterie og større komplot orkestreret af magtfulde, indflydelsesrige mennesker. Heston er en klassisk underdog-karakter. En lille mand, der kæmper imod systemet. Forget it, Charlton. It’s Soylent Green.
Desværre kendte jeg allerede filmens store hemmelighed. Jeg har hørt den et eller andet sted i løbet af årene. Jeg mindes at have set en komiker genopføre sin egen version af filmens famøse afsløringsreplik. Måske Jim Carrey. Jeg er ikke sikker.
Jeg vil ikke afsløre hemmeligheden her. Men jeg vil sige, at selvom man kender den, er det stadig en spændende og interessant filmoplevelse. Det er en velskrevet thriller og science fiction-film i 70’ernes tidsånd. Barsk og beskidt. Gammeldags på den helt rigtige måde.
