The Amazing Spider-Man er en TV-serie fra 1977. I modsætning til Batman, The Incredible Hulk og Wonder Woman kørte den kun i to korte sæsoner, 13 afsnit i alt, og den er ikke tilgængelig på DVD eller BluRay i dag.
Men den ligger sørme på YouTube. Jeg ved ikke, om legaliteten holder. Men det må være deres hovedpine. På en PC-skærm er opløsningen rædsom at se på, men jeg så den i YouTube-appen på mit LG-TV, og af en eller anden grund ser den bedre ud der.
Historien er velkendt. Peter Parker er en ung mand, universitetsstuderende og fotograf hos Daily Bugle. I hvert fald så længe J. Jonah Jameson er tilfreds, hvilket kan være en kamp. En dag bliver han bidt af en radioaktiv edderkop, og så bliver han Spider-Man.
Der er flere forskelle, jeg godt kan afsløre her. Der er ingen onkel Ben. Der er ingen af de kendte superskurke. Faktisk er Peter, JJJ og tante May de eneste eneste karakterer fra tegneserien.
I øvrigt spilles tante May af en ny skuespiller hver gang, man ser hende. JJJ spilles af to forskellige i hhv. piloten og resten af serien.
Der er også overraskende mange kendte ansigter på gæstelisten, bl.a. Ted Danson, Morgan Fairchild, Geoffrey Lewis og Madeleine Stowe.
Gode seertal
Serien havde rigtigt gode seertal. Men CBS fokuserede af en eller anden grund på de 18-49-årige seere. I anden sæson forsøgte de ovenikøbet at nedtone superhelteløjerne i en håbløs jagt efter et ældre publikum. Tumper!
Alt sammen betød, ikke overraskende, at selv fans af serien var kritiske, og til sidst stoppede den.
Stan Lee og Nicholas Hammond, der spiller Peter Parker/Spider-Man.
Jeg har set den for mange år siden. I hvert fald delvist. Jeg husker at have lejet piloten på VHS, og senere så jeg den på en af de britiske kanaler, da vi fik hybridnet, som det hed dengang, altså kabel-TV.
Den vækker derfor masser af nostalgiske følelser, og de spiller utvivlsomt ind. For jeg hyggede mig.
Elendige effekter
Effekterne er naturligvis elendige. De anvender en blanding af dårlige green-screen-optagelser, akrobater med usynlige snore og rystende nærbilleder. De er ikke ældet med ynde. På en måde kan man bedre tilgive klatrescenerne i Batman-serien, for de er lavet med et glimt i øjet.
Handlingen er til gengæld overraskende alvorlig. Den er ikke helt fri for fjollede plotdetaljer her og der, men tonen er ikke lige så munter som i andre lignende serier. F.eks. er nazisterne i Wonder Woman ufarlige ‘allo ‘allo-typer. Og Batman-seriens spraglede skurke-galleri er et helt andet kapitel. Men skurkene i denne serie – og deres planer og ugerninger – er anderledes dramatiske.
Den er tilpas velskrevet og velspillet, og der er masser af godt drama. Den vakte gode minder og daskede mig lige der, hvor nostalgien sidder. Jeg hyggede mig rigtigt godt.
I skrivende stund kan du se den her: YouTube
