Blade Runner

Blade Runner er en fremtidsthriller fra 1982 instrueret af Ridley Scott. Han er manden bag bl.a. Alien, Gladiator og Thelma & Louise. Filmen er baseret på Do Androids Dream of Electric Sheep? af science fiction-forfatteren Philip K. Dick.

Harrison Ford er Rick Deckard, en såkaldt Blade Runner. Det er hans opgave er at opspore, afsløre og “pensionere” biokonstruerede replikanter, da de er forbudte på Jorden. De anvendes primært som slaver i koloniseringen af rummet. Fire undslupne replikanter er løs i Los Angeles, og Deckard sættes på opgaven.

Anmelderne var delte i 1982. Nogle roste dens tematiske kompleksitet og fantastiske billedsprog, mens andre kaldte den science fiction-porno med en tynd historie i et dræbende kedsommeligt tempo. Ikke desto mindre triumferede den med tiden, og selvom den stadig kan dele vandene, nyder den enorm retrospektiv anerkendelse.

Final Cut

Der findes flere versioner ud over biografversionen. Jeg har set den seneste version kaldet Final Cut fra 2007. Det er den længste version på 117 minutter, og det er den eneste version, hvor Scott har fået lov at klippe og redigere hele molevitten uden indblanding.

Det er science fiction-porno. Det er en fantastisk flot film med kun enkelte skønhedsfejl her og der. Bl.a. de mange lens flare-effekter, der ser håbløst gammeldags ud. Men de rigtige kulisser og de detaljerige modeller imponerer. Scenografien er en enestående blanding af rå og beskidt realisme, dystopi og futurstisk neo-noir.

Handlingen er langsom. En såkaldt slow burner. Men den er ikke desto mindre spændende og tankevækkende. Den puffer især til eksistentialismen.

Fortjent kultstatus

Som detektivhistorie minder den mig om Chinatown. Både Jake og Rick følger slavisk ledetrådene, og plottet afdækkes stille og roligt. Men på en måde er ingen af dem en rigtig hovedperson. De er bare med på turen. De er begge et slags fortællemæssigt værktøj. Historien er “hovedpersonen.”

Det er replikanterne, der stjæler billedet, især Daryl Hannah som Pris og Rutger Hauer som Roy Batty. Deres fortælling er langt mere fascinerende end Deckards, og Hauer er formidabel som filmens tragiske, desperate filmskurk, der bare gerne vil leve.

Filmens retrospektive kultstatus er fuldt fortjent. Den blev misforstået i 1982. Heldigvis blev den aldrig glemt, og Scott fik mulighed for at give os sin bedste version. Tak for det.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.