Rocky IV er et sportsdrama fra 1985 skrevet og instrueret af Sylvester Stallone. Det er den fjerde Rocky-film. Denne gang er han oppe imod svenske Dolph Lundgren som den russiske sværvægter, Ivan Drago.
Jeg har genset originalen. Stallone udgav et Director’s Cut i 2021 med hele 38 minutters hidtil usete optagelser. Dem vil jeg glæde mig til at se. Men da jeg ikke har set originalen i mindst tyve år, starter jeg med den.
Jeg forstår godt, han har ønsket at lave et Director’s Cut, for originalen skifter fra en fjollet begyndelse til en barsk afslutning. Paulies nye robot var sjov, da jeg så den som barn, men den passer ikke ind filmenes bokseverden.
Mørkt kapitel i Rockys saga
Apollos død i bokseringen mod Drago er til gengæld det mørkeste kapitel i Rockys saga. Mick var trods alt en gammel mand, da han døde i Rocky III. Men Apollo er stadig en ung mand til sammenligning. For gammel til bokseringen, men ikke til livet.
Et andet tema er USA versus Sovjetunionen. Den amerikanske frihed og selvstændighed versus russernes disciplinerede konformitet. Hr. og fru Drago (Brigitte Nielsen, dengang Stallone) møder sågar op i paradeuniformer.
Det er på alle måder en Rocky-film, der afspejler 80’ernes dystre bagside – altså bortset fra den fjollede begyndelse – og de to akter skurrer derfor imod hinanden. Jeg er spændt på at se, hvor meget Director’s Cut kan gøre for at fikse dette.
Bare lige én montage mere…
Desværre er begyndelsen ikke det eneste problem. Stallones manuskript er også mindre godt denne gang. Dramaet tager et skridt eller to i den gale retning. De forrige film handlede om Rockys selvværd og viljestyrke. Om at overkomme personlige kampe, så han også kunne vinde i ringen.
Sorgen over Apollos død er naturligvis en personlig kamp, men bearbejdelsen har ikke de samme kvaliteter. Denne gang er Rocky allerede mere end klar. Han skal bare træne hårdt og banke Drago.
De to første film havde kærligheden, og 3’eren havde venskabet mellem Rocky og Apollo. Her savner jeg noget med samme betydning. En masse (!!) montager med fede 80’er-rocknumre er ikke nok. Flotte, men ikke nok.
Amerikansk selvforherligelse
Men som en rendyrket 80’er-oplevelse ladet med kontrastfyldte billeder, naturen versus videnskaben, amerikansk selvforherligelse, svulmende muskelmænd og smukke fru Stallone, fortjener den alligevel lidt kærlighed.
Det er såmænd en underholdende film, og havde det været et selvstændigt sportsdrama med andre karakterer, havde jeg været mere tilgivende. Ovenpå de tre fremragende Rocky-film forventer jeg bare lidt bedre.