Ocean’s Twelve er en kupfilm fra 2004 instrueret af Steven Soderbergh. Det er efterfølgeren til Ocean’s Eleven fra 2001.
Det meste af banden er tilbage. Saul er blevet for gammel og takker nej. De andre tager til Europa for at begå et kup, så de kan betale deres gæld til Terry Benedict (Andy Garcia), kasinoejeren, de røvede, som i mellemtiden har opsporet dem alle.
Denne gang er det Rustys (Brad Pitt) tur til at ruske op i en gammel flamme. Hun spilles af en anden Hollywood-skønhed, nemlig Catherine Zeta-Jones, som dog ikke er i et nyt forhold med nogen, men derimod er Europol-agent i tyveriafdelingen.
Hendes rolle er langt mere interessant end Julia Roberts’ rolle i 1’eren. Hun får trods alt lov at lave noget som ordensmagtens ledende efterforsker. Hun er mere involveret i sagen (og plottet), og hun er også mere end blot et trofæ, vores helt kan vinde.
Det skal dog siges, at Roberts også får lidt mere at lave i denne ombæring. Hendes rolle er stadig en af de mindre, men hun deltager på en mere inkluderende måde. Mere vil jeg ikke afsløre om den sag.
Sideløbende udfordres banden også af en kollega/rival, den mystiske Night Fox, en klatretyv, Europol har jagtet i årtier, og som ikke blot er deres banemand, men også er et skridt foran i det forestående kup.
Hvem snører hvem?
Niveauet er højt, og filmen leverer mere af alt det, der virkede i den første film, uden at trampe rundt i de samme fodspor. Selvom det romantiske subplot teknisk set er genbrug, er Zeta-Jones’ karakter rigeligt forskellig og særdeles spændende i sin egen ret.
Introduktionen af Night Fox giver også formularen en forfriskende tvist, og Vincent Cassel er formidabel i rollen som den rivaliserende klatretyv. Han er utvivlsomt inspireret af andre klatretyve i genren, men han gør rollen til sin egen.
Den er mindre snorlige end forgængeren. Den bryder med formlen, og det hele er mere kaotisk, før det viser sig, hvor meget de har undladt at fortælle dig. Der er brugt mindre tid på planlægning og udførelse af kup. I stedet får du mere hvem-snører-hvem-tagfat.
På nogle områder er den bedre end forgængeren, og på andre er den knap så god. Under alle omstændigheder er den underholdende og en god 2’er.
