Amadeus er et historisk drama fra 1984 instrueret af den tjekkisk-fødte filmmager, Miloŝ Forman. Han er manden bag flere klassikere, bl.a. Gøgereden, Folket mod Larry Flynt og Man on the Moon. De sidste to handler om virkelige personer, og det samme gør Amadeus.
Hovedpersonen er nemlig Wolfgang Amadeus Mozart, en af de største komponister nogensinde. Han levede fra 1756 til 1791. Han døde efter få måneders sygdom i en alder af bare 35 år, men han færdiggjorde mere end 800 værker i alle genrer i sin korte levetid.
Der er stor mystik omkring hans død. Dels pga. de sparsomme oplysninger, men også pga. et rekviem, han skrev op til sin død, men aldrig fuldendte. Nogen mener, det var hans eget.
Mozart og Salieri
Filmen digter en semi-fiktiv fortælling omkring de kendte fakta. Flere historiske detaljer er naturligvis korrekte, men de omkringliggende begivenheder er inspireret af andre værker, heriblandt et teaterstykke fra 1830 kaldet Mozart and Salieri, hvori rivaliseringen mellem titlens to komponister blev en fuldbyrdet del af myten om det musikalske vidunderbarn.
Antonio Salieri var en stor komponist i sin egen ret. Han dominerede den italiensk-sprogede opera i Wien og fungerede som hofkomponist i næsten tre årtier. Han underviste andre store komponister, bl.a. Schubert, Beethoven og sågar Mozarts yngste søn.
Han er filmens fortæller, og det er et både usædvanligt og genialt valg. Især fordi han er Mozarts svorne fjende. Jeg mindes ingen andre biografier fortalt af hovedpersonens ærkerival. Men det er genialt, fordi det styrker Mozarts eftermæle. Filmens Salieri er sygeligt jaloux på Mozarts talent, men også hans største beundrer, hans mest loyale fan og – i hvert fald ifølge ham selv – den eneste, som til fulde forstår, hvor begavet Mozart faktisk er.
Mageløse Murray
F. Murray Abraham leverer en enestående præstation som Salieri. Både når han udtrykker sin afsky og jalousi, sin forbløffelse over at Gud har nægtet ham denne gave og i stedet givet den til denne uforskammede gadedreng, men også når han med lige dele benovelse og beundring beskriver Mozarts værker ned til de mindste detaljer.
Han er filmens stærkeste kort, selvom han ikke er hovedpersonen selv. Både han og Tom Hulce, der spiller Mozart, blev nomineret til en Oscar, og her vandt Salieri en åndelig sejr. Den gyldne statuette gik helt fortjent til Abraham, som fejer gulv med sin yngre kollega.
Den fordeling af det skuespilsmæssige talent er perfekt. For det er igennem Abrahams præstation, at vi oplever Salieris kontrastfyldte forhold til sin yngre rival, og derigennem forstår vi, hvor fremragende Mozart var. Selv hans største fjende måtte overgive sig.
Biografier bliver nu og da til en omgang rundkredsguffere, hvor alle hovedpersonens venner og familie tegner portrættet. Men at lade en fjende gøre det er bare genialt.
Sin tids rockstjerne
Alt dette foregår i en håndværksmæssigt overdådig film. Scenografien, kulisserne, kostumerne, sminkearbejdet, hele rollelisten og musikken i de mange fantastiske operaer; det er alt sammen filmmageri af højest tænkelige kaliber. Jeg kan ikke sætte en kritisk finger på noget som helst.
Uanset hvor sandfærdig den er, er det en fantastisk filmoplevelse. Og hvis du troede, Mozart bare var en fyr med nogle simple ørehængere indenfor klassisk musik, måske endda en dresseret abe, kan du godt tro om igen. Han var sin tids rockstjerne – på både godt og ondt.
Udover Murray vandt filmen yderligere syv Oscars, heriblandt Best Picture, Best Director og Best Adapted Screenplay.
