Deadpool, lejemorderen med det løsslupne mundtøj, selvudnævnt Marvel-Jesus og tegneseriegigantens filmiske frelser i egen deforme skikkelse, er tilbage på det store lærred. Denne gang erobrer han Disney, men der er ingen bånd, som binder ham.
Der er gået seks år siden den forrige film. Først gik alting i stå, da Mickey Mouse købte Fox. Siden ramte Covid-19, og så var der også lige en forfatterstrejke i Hollywood.
Længe var det uvist, om Deadpool ville få lov til at være sig selv i det børnevenlige PG-13-univers. Nu kender vi svaret. Deadpool er sig selv. Han bander og svovler, er grænseløst pervers i næsten hver en scene, og blodet flyder, når volden sætter ind.
Manden i det stramme kostume, Ryan Reynolds, har lokket sin bedste legekammerat, Hugh Jackman, med til endnu en svedig omgang superløjer. Han har ovenikøbet presset den svulmende australier ned i et knaldgult trikot. Det længe ventede garderobeskifte.
Deadpool in the Multiverse of Actual Madness
Hvorfor så det? Jo, der er en historie, som tvinger dem sammen. Deadpool skal bruge Logan, og selvom han er mere død end begravet i lejemorderens eget univers, åbner MCU en ladeport til multiverset og dets mange, mange varianter.
Det er både godt og skidt. Det udløser masser af muligheder. Den nye film er rigeligt skør til Deadpool. Der er gensyn med gamle karakterer, inkl. nogle fantastisk sjove cameo-roller, men der er også spændende, nye karakterer samt sjove varianter i andre verdener.
Ødelandet for enden af tiden har fået en Mad Max-agtig opgradering, som ganske vist er genbrug i halen på Furiosa, men mægtigt underholdende alligevel.
Ulempen er, at det ikke er nok at have set de to første film. Man skal helst vide noget om TVA og deres rolle i multiverset. Det er derfor en rigtig god idé at have set Loki, i hvert fald første sæson. Man har nærmest lektier for, inden man kan komme i gang.
Men det bliver også synligt, hvor ligegyldigt alting kan være i et multivers. Karakterer kan sagtens dø. Hele tidslinjer kan udryddes. Men de lever stadig alle andre steder. Multiverset reduceres til en dyrehandel, hvor der altid er ekstra hamstere og guldfisk på lager.
Munden fuld af guf
Man kan ignorere det i en Deadpool-film. Den har fokus på komikken, og den pisser gerne på det hele. Her brillerer den endda. Som nævnt er Deadpool stadig den samme. Ikke tæmmet på ét eneste punkt. Måske endda tværtimod.
Sammensmeltningen med Disney udløser et væld af nye meta-joke, og nogen har solgt den godt til de nye overherrer. Alt er tilladt, lader det til.
Derfor er det en forrygende Deadpool-film. Bedre end man turde håbe. Sprudlende fuld af verbale øretæver og en tilsvarende mængde lemmeafhuggende, hudafflående, hovedafpoppende tegnefilmsvold af den mest blodige slags. Deadpool er respektløs.
Man kan diskutere, om det er en god MCU-film. Folk er allerede trætte af, hvor meget den fjollede og platte humor har erobret filmuniverset. Deadpool er ganske vist endnu grovere og mere pervers, men han demonstrerer alligevel, at han og MCU allerede har nærmet sig hinanden. Der er ikke længere den slående kontrast, man tidligere kunne forvente.
Skid hul i det. Her og nu er det Deadpools film, og han er herlig. Præcis som han plejer, men med endnu større rammer at boltre sig i samt den skønneste umage makker, man kunne ønske sig. Du kan ikke se den uden munden fuld af guf. Sådan skal det være.
