Mary og Madeleine Collinson som filmens yndige tvillingesøstre.
Twins of Evil, også kendt på dansk som Draculas heksejagt, er en britisk, erotisk gyser fra 1971 instrueret af John Hough. Han er manden bag bl.a. Incubus. Producenten er legendariske Hammer Horror.
Det er faktisk den tredje og sidste film i Karnstein-trilogien baseret på Carmilla, en novelle fra 1872. Det opdagede jeg ikke, før jeg så den. Men alle karaktererne er nye, og filmen kan ses uafhængigt af de øvrige.
Peter Cushing er ovenikøbet med i både den første og tredje film i to forskellige roller. Her spiller han en fanatisk præst, hvis hellige mission er at opsnuse og afbrænde landsbyens djævelske, unge kvinder.
Han rager uklar med grev Karnstein, en efterkommer til grevinderne i de forrige film. Greven er glad for unge piger, og han er beskyttet af loven. Nok er Cushing Guds udsending, men han har også sit liv kært.
Titlens tvillinger er Cushings niecer, nyankomne fra Venedig og aldeles uvante med al den gudsfrygtighed. Den pyromaniske præst ville stå ud af sit gode skind, hvis han så dem i deres gennemsigtige natkjoler.
De er naturligvis unge og lystne. Mens de lokkes imod greven af lige dele hormoner, nysgerrighed og oprørsvilje, ser han sit snit til både at drille den forstokkede Cushing og udleve sit eget, perverterede eventyr.
Tvillingerne er ganske ægte og bare 18 år gamle. Produceren Harry Fine opdagede dem, da de var Playmates i Playboy i oktober 1970. De nød en kort, men ombejlet karriere som nøgenmodeller og filmstjerner.
Gys og lir
Det er en film, hvor man håber det bedste og frygter det værste. Dels pga. alderen og usikkerheden ved B-film. Når filmmagere caster ved at bladre i mandebladene, er det sjældent skuespillet, de fokuserer på.
Desuden er jeg flere gange gået meget galt i byen med en vis herre i samme genre, nemlig franske Jean Rollin. Men jeg tog chancen, fordi det er en britisk film med Peter Cushing, og jeg har kun hørt godt om Hammer Horror.
Til min store glæde og udsøgte fornøjelse er det en solid gyser uden prætentiøse fornemmelser. Her er fokus på klassiske dyder i form af historiefortælling, gys og lir. Hough holder sig til det, der bare virker.
Håndværket er solidt, effekterne er praktiske, og det teatralske skuespil er både ufrivilligt sjovt og helt perfekt til genren. Tvillingerne er søde og smukke. Jeg kommer til at kigge efter mere med dem – og Hammer Horror.
