Cooper (Josh Hartnett) og datteren Riley (Ariel Donoghue).
Trap er en thriller fra 2024 skrevet og instrueret af M. Night Shyamalan. Du kender ham som manden bag bl.a. The Sixth Sense, Unbreakable og senest Knock at the Cabin.
Cooper (Josh Hartnett) er med sin 12-årige datter til koncert med megapopstjernen Lady Raven. Samtidig forsøger en kraftigt bevæbnet indsatsstyrke at finde og anholde en berygtet seriemorder i menneskemængden.
Hvis du ikke ved mere om handlingen, vil jeg ikke spolere den. Traileren afslører lidt for meget, og jeg tænkte, da jeg så den, at indledningen havde været bedre, hvis jeg ikke havde vist, hvad der foregår.
Filmen er delvist inspireret af Operation Flagship, en politiaktion, hvor man forsøgte at lokke flere kriminelle i en fælde ved årets Super Bowl. Men instruktøren har også skævet til Princes Purple Rain.
Nepotistisk ananas i egen juice
Koncerten og musikken får god opmærksomhed i filmen, og det er der en særlig grund til. Lady Raven spilles nemlig af instruktørens egen datter, Saleka, og hun vil gerne være popstjerne.
Det er jo en omgang nepotistisk ananas i egen juice og utvivlsomt en af de aversioner, man kan have imod filmen. Det skal dog siges, at hun har talent. Hun er overbevisende som filmens fiktive popprinsesse.
Det er snarere plottets udvikling, der falder skævt ud. Farmand Shyamalan inddrager hende nemlig i kampen mod seriemorderen. Som popstjerne bruger hun sin hær af følgere, og selvom det måske kunne virke i virkeligheden, føles det som en plat og poppet gimmick.
Et lille stænk i en massiv blodpøl
Det er en af instruktørens mere ordinære film. Konceptet er mindre ambitiøst, end vi er vant til, og de uventede drejninger er mindre overraskende. Den får alt for lidt ud af koncerten, hvor jeg troede, kaos ventede.
Hartnett kæmper for at skabe en interessant karakter. Der er gode scener. Men der er også scener, hvor han lyver så dårligt, at det ligner en sitcom. Hvor det virker urealistisk, at de andre karakterer køber løgnen.
Som seriemorderfilm er den et lille stænk i en massiv blodpøl. Den er tilpas underholdende, men oppe imod et væld af bedre film. Shyamalan spiller for mange sikre kort. Han omfavner klichéerne, hvor han burde skubbe dem bort.
I skrivende stund kan du se den på Max.
