“I’m baaaaack!” – nej, bare rolig, den snakker ikke.
Alien: Covenant er den sjette film i Alien-franchisen og den første efterfølger til prequel-filmen Prometheus. Instruktøren er atter Ridley Scott, som vendte tilbage til sit fortabte skaberværk i forgængeren.
Den foregår ti år efter Prometheus og cirka tyve år før originalen. Denne gang følger vi et koloniskib på en længere rejse. Da en uventet hændelse vækker dem før tid, opdager de et nødkald fra en nærliggende planet.
Michael Fassbender er tilbage, denne gang som Walter, en android i samme serie som David. Han tjener ikke sin skaber, Peter Weyland, og deler ikke milliardærens besættelse af livets oprindelse.
Mere vil jeg ikke afsløre. Lad os blot sige, at handlingen bugter sig nærmere de velkendte rammer. Evolutionen er på rette spor, hvis altså facehuggere og xenomorfer er målet.
Uventet overraskelse og kæmpe forbedring
Jeg var morderligt skuffet over Prometheus. Sikke en omgang klichéfyldt sjuskearbejde fuld af stereotype karikaturer og andet pjat. Trods flotte effekter og enkelte højdepunkter, plaskede den hjælpeløst rundt.
Covenant er en uventet overraskelse og kæmpe forbedring. Det er lykkedes Scott at bevare de bedste elementer samt den røde tråd og smide alt andet i skraldespanden. Ignorere det og fortsætte som om alt er godt.
De vigtigste ændringer er karaktererne, dialogen og tempoet. Disse kolonister er jordnære og mere autentiske. Sexsymboler som Charlize Theron og Idris Elba erstattes af bl.a. Danny McBride. Det virker.
Den begynder tragisk, og det sætter en velkommen tone, som vækker minder om originalen. Men den er også mere enkel, og der er bedre tid til at fordøje fortællingen. De to film kunne ikke være mere forskellige.
Med forgængeren gjorde Scott comeback i franchisen. Denne gang viser han, at han stadig kan levere noget godt.
