All the President’s Men

Robert Redford og Dustin Hoffman som hhv. Bob Woodward og Carl Bernstein.

All the President’s Men er et politisk drama fra 1976 instrueret af Alan J. Pakula. Han er manden bag bl.a. Sophie’s Choice, The Pelican Brief og The Devil’s Own.

Den er baseret på en biografi af Carl Bernstein og Bob Woodward, de to journalister som afdækkede Watergate-skandalen, da de arbejdede for The Washington Post. Hvilket naturligvis er deres og filmens fortælling.

Den begynder med indbruddet i Demokraternes hovedkontor. Her tages fem mand på fersk gerning, og det står hurtigt klart, de ville plante aflytningsudstyr. Hvad der er uklart, er hvem de arbejdede for. Dermed begynder en dybdeborende efterforskning.

Du kender formentlig bagmanden allerede. Du har sandsynligvis hørt om “Deep Throat,” den hemmelige kilde i Det Hvide Hus. Det er trods alt virkelige hændelser, men det er også en inspirationskilde for mange andre, bl.a. TV-serien Strengt fortroligt.

Journalismens maskinrum

Alligevel er afdækningen interessant at følge. Der er mange detaljer, og det er spændende at se, hvor og hvordan de afgørende spor dukker op. Det er samtidig et troværdigt indblik i journalismens maskinrum, i hvert fald som det så ud dengang i 70’erne.

Men du bør forberede dig på, det ikke er en hæsblæsende thriller. Den er drevet af dialog, dialog og atter dialog, kun afbrudt af benarbejde på trapper, fortove og diverse andre underlag, fødder kan betræde.

Desuden er det selve historien, som spiller hovedrollen. Dvs. vi lærer intet om karaktererne. Alle scener og al dialog har fokus afdækningen af skandalen. Det gør den til en ret atypisk film. Men god.

Den er velskrevet, og der er masser af godt skuespil og drama i arbejdsprocessen, selvom den ikke byder på personskildringer og karakterudvikling. Den er sikkert ikke for alle, men jeg kunne godt lide den.

I skrivende stund kan du se den på Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.