Legenden fortsætter i Anchorman 2: The Legend Continues fra 2013. Adam McKay er tilbage på instruktørpinden, og hele holdet af skøre nyhedsværter følger troligt med.
Ron og Veronica er blevet ægtefolk og co-værter på en landsdækkende TV-kanal i New York. Men det ændrer sig, da Veronica forfremmes til aftennyhederne, og Ron fyres, fordi han er uduelig. Den værste nyhedsvært nogensinde ifølge Harrison Ford.
Dum, som han er, tager Ron det helt forkert og stiller Veronica et ultimatum: ham eller Jobbet. Men det giver ham chancen for at genforene det gamle hold i et nyt job for verdens første 24-timers nyhedskanal, GNN.
Humoren er naturligvis den samme. Man skal ikke ændre noget, der virker. Men det er svært at gentage en succes, og der er flere fejlskud. Heldigvis er der også scener så sjove, at de næsten overgår den første film.
En af de ting, der stadig fungerer, er hulemændenes reaktion på alt nyt. Denne gang må de leve med en kvindelig boss. Ovenikøbet en sort, kvindelig boss. Det slår gnister, og de holder sig ikke tilbage. Burgundy & co. er så politisk ukorrekte som overhovedet muligt.
Andre scener er vanvittige. Nogle er for vanvittige. De har skruet for meget på wacky-knapperne, og filmen er desværre lidt ujævn.