Armageddon er en science fiction-thriller fra 1998 instrueret af Michael Bay. Du kender ham fra Bad Boys, The Rock og mange andre. Han er oftest en udskældt herre, men han har nogle gedigne blockbusters på sit CV.
Filmen åbner med en meteorregn og Bays yndlingselement: eksplosioner. Han må have set Independence Day og tænkt: Det der, det kan jeg gøre bedre. Meteorerne bliver større og større i løbet af filmen, og der er nogle vilde ødelæggelser. Hollywoods smadremand!
Det viser sig, at meteorregnen blot er en appetitvækker. Hovedretten er en massiv asteroide a la den, der udryddede dinosaurerne. Jorden må derfor finde en løsning og nogle heltemodige mænd.
Den skal naturligvis sprænges i luften, ikke med et missil, men en sprængladning boret ned i meteoren. De skal bruge et hold møgbeskidte borebisser, en rumraket og en ballade af rockbandet Aerosmith.
Højt belagt smørrebrød
Det er en stor, dum actionfilm. NASA er så uduelige, at de får hjælp af en fyr i en campingvogn. Borebisserne trænes som astronauter, fordi astronauter ikke kan lære at bore. Arbejderklassehelte versus såkaldte eksperter og andre kloge hoveder.
Det må være den mest amerikanske film nogensinde. De elsker at trutte i eget horn og smøre tykt på, og du skal lede længe for at finde en højere belagt smørrebrødsfilm. Fra romancer og andre store følelsespornoscener til god, gammeldags machismo. Det hele får en rumraket i rumpen.
Det er en katastrofefilm, men der er overraskende meget humor i den, og det meste af den er ikke rigtigt sjov.
Det er til gengæld en rigtigt flot film. Bortset fra en overdreven hang til eksplosioner er Bay en yderst kompetent filmmager. Han har godt styr på sit håndværk og evner at skabe fantastisk flotte billeder og scener.
Det er god underholdning. Ja, den er klichéfyldt og über-Amerikansk, fuld af stereotyper og karikaturer, men det er svært ikke at more sig. Den er ikke stor, dum og dårlig, men stor, dum og elskelig som en legesyg sanktbernhardshund i en mudderpøl.
