Avengers: Age of Ultron er den 11. film i Marvels filmunivers (MCU) og den svære Avengers-2’er. Instruktøren er Joss Whedon, og hele holdet er tilbage for at redde verden igen-igen.
Tony Stark er plaget af minderne fra angrebet i New York og frygten for, han selv og de andre ikke er nok, når den næste trussel fra rummet banker på. Sammen med Banner har han arbejdet på et globalt forsvarssystem kaldet Ultron. Da han undersøger Lokes scepter og opdager avanceret teknologi, forsøger han at forene de to for at nå hurtigere i mål og sikre verdensfreden.
Lunefuld, ondskabsfuld spøgefugl
James Spader er Ultron, og jeg så frem til at høre ham i rollen dengang, for han har en fantastisk stemme. Men han minder for meget om Raymond Reddington fra Blacklist. Han er for intellektuelt vittig. Jeg forventede en kølig, beregnende robot. Ikke en lunefuld, ondskabsfuld spøgefugl.
Visuelt er han flot – når han ikke snakker. Af en eller anden grund har de givet ham en animeret mund. Ikke en mekanisk robot-mund med en kæbe som en bugtaler-dukke. Næ, han har fået en mund med læber. Bløde, bevægelige metal-læber. Det ser forkert ud.
Darth Vader er ikke en robot. Men han er en stemme bag en ubevægelig maske. Hans udtryksløshed og hans dybe, brummende røst gør ham langt mere uhyggelig end nogen anden skurk. Jeg havde håbet, at Ultron ville være sådan.
Gode idéer, fed action, for meget humor
Der er mange gode idéer i filmen. Både Hawkeye og Black Widow, der ikke har haft egne solofilm endnu (sidstnævnte har endelig en på vej seks år senere, og der kommer en Hawkeye-serie, men den er vist med datteren), får mere skærmtid dedikeret til deres udvikling.
Natashas forhold til Bruce er nyt, men det giver god mening, synes jeg. Hun rekrutterede ham i den første film. De er begge en slags uvillige aktører og outsidere. Med hendes fortid er det ikke overraskende, hun falder for en mand, der ikke vil slås. Hun føler sig som et monster, det samme gør han. De finder hinanden. Det giver mening, synes jeg.
Der er masser af fed action og store, flotte, effektfulde scener. På det punkt lever den op til forgængeren og overgår den i flere tilfælde.
Men der er for meget malplaceret humor her og der. Små, indskudte, unødvendige replikker. F.eks. har Tony banket en masse håndlangere og slutter af med en kæk bemærkning: “Good talk.” En af de mørbankede håndlangere svarer: “No, it wasn’t.”
De skulle nøjes med Tonys bemærkning. Han er en karakter, der fyrer den slags af. Han bruger humor som et skjold. Men hvis alle andre hopper med på spøgen, er det ikke længere en vittig fyr i et alvorligt univers. Så bliver det et vittigt univers.
Advarsel! Spoilere i dette og næste afsnit!
I årene op til filmen var der en voksende kritik af, at ingen helte dør. En totalt skør kritik i mine øjne. Måske startet af trolls? De er superhelte. Selvfølgelig dør de ikke. Det er da heller ikke normen i andre genrer. Ingen kræver, at Indiana Jones, John McClane og de mange, mange andre actionhelte skal dø. Det er ikke det, det handler om.
Men Marvel og Whedon lod sig lokke med på idéen af alle de værste grunde: for at tækkes kritikerne og for at lokke flere mennesker i biografen. Dødsfaldet blev et klassisk cop-out. Ikke en af de populære, gamle helte, men en ny birollekarakter, Marvels version af Quicksilver. Han kunne lige så godt have været en af Star Treks berygtede “red shirts.”
Alt i alt er det dog en hæderlig superheltefilm og efterfølger med masser af gode elementer og andre knap så gode ditto. Den får et hjerte mindre end forgængeren.
