Diego Calva og Margot Robbie i et sjældent, lykkeligt øjeblik.
Babylon er et historisk komediedrama fra 2022 skrevet og instrueret af Damien Chazelle, hvis øvrige værker bl.a. tæller Whiplash, La La Land og First Man. Han har vundet flere priser inkl. en Oscar for La La Land.
Filmen deler titel med oldtidsbyen Babylon, hvis bibelske rolle formentlig spiller en symbolsk betydning. Dels er der lignelsen om Babelstårnet, hvor menneskene straffes for deres hovmod, men byen sammenlignes også med Sodoma og Gomorra; en syndens by, hvis udåder fører til dens fald.
Handlingen begynder i 1926, og åbningsballet er en overdådig fest, hvor ikke engang nutidens rapstjerner kan være med. Her sniffer og horer de smukke berømtheder i et omfang, man sjældent forbinder med de tækkelige, sort-hvide filmklassikere fra samme æra.
Bag kulisserne brølede årtiet tydeligvis, og man fornemmer, at grænserne endnu ikke var opfundet. Filmindustrien var ny, glansbilledet var endnu intakt, og menneskeliv var billigt til salg. Den værst tænkelige cocktail.
Her møder vi bl.a. Nellie LaRoy (Margot Robbie) og Manny Torres (Diego Calva), som begge tiltrækkes af den eventyrlige filmverden og vil gøre hvad som helst for at blive en del af den. Hun danser sig til en plads i spotlyset, og han giver en fordrukken stjerne et lift.
Hollywoods dekadence
Det er en fortælling a la Once Upon a Time in Hollywood og Boogie Nights. Den dækker en kort periode, hvor industrien skifter fra stumfilm til talefilm, og den viser, hvor hurtigt en rutsjebanetur fra ukendt til storhed og fald kan gå. Branchen er brutal.
Men på en måde er man også dømt til at fejle. Det er som en rus. Fristelserne står i kø. Men branchen leder samtidig hele tiden efter den næste nye stjerne. Den næste trend eller idé. Hvis man vil vinde, skal man gå selv, før man spyttes ud.
Alt dette rummer filmen, og den lægger ikke fingre i mellem. Hvis du afskyr Hollywoods dekadence, er den lige noget for dig. Alle dine værste mareridt vil blive bekræftet.
Men til sidst kan den ikke helt dedikere sig til ét synspunkt alligevel. Måske er det en del af pointen. I hvert fald er budskabet en anelse mudret, og måske er det op til dig selv.
Hvis du elsker film og alt det, der følger med, får du stadig en fascinerende oplevelsesrejse på både godt og ondt. Der er mægtigt sjove scener, men der er også mærkelige og sågar klamme scener.
Det er ikke en opløftende film, og slutningen er næsten 2001-mærkelig. Den er faktisk ret svær at bedømme. Tænk på den som et miks af førnævnte Once Upon a Time in Hollywood og Boogie Nights, men mere nedslående end dem begge.
Se den, hvis du kan lide fortællinger fra Hollywood på både godt og ondt.
