Margot Robbie – og stakkels, stakkels Ryan Gosling.
Barbie er årets største biografsucces. Men selvom alle ved, den fashionable dukke er et af de mest populære legetøj nogensinde og et af verdens bedst kendte varemærker, er der næppe nogen, som havde forventet det.
Tidligere tiders legetøjsfilm har oplevet svingende succes, og selv i disse moderne tider regner man ikke rigtigt med det kvindelige publikum eller de kvindelige hovedpersoner. I hvert fald ikke i en sådan grad.
Oven i hatten lyder det velkendte “go woke, go broke”-mantra hver evigt eneste gang en film byder på andet og mere end hvide, mandlige karakterer. Filmen var dømt til at fejle, ikke sandt? Næ, klaveret fandt en anden melodi.
Den kommercielle succes er også kun den ene side af et imponerende win-win-scenarie. På den anden side jubler anmeldere og publikum i kor, og i den kommende award-sæson er der gode chancer for en frugtbar høst.
I skrivende stund er Barbie nomineret til ni Golden Globes og atten Critics’ Choice Awards. Nomineringerne til Oscar-showet annonceres først i januar, men mon ikke Barbie ligger lunt i svinget der også?
Filmen har overgået alle forventninger og overrasket alle nej-hatte. Nedsmeltningen fra sidstnævnte har været total. Et regulært ragnarok i røvsmerter. Aldrig har så mange hadet en film så meget.
Lun på Margot
Jeg så den ikke i biografen, og jeg har trukket den længe. Men den ligger og lokker på HBO, og naturligvis er jeg nysgerrig. Endda totalt åbensindet. For ikke at nævne godt gammeldags lun på Margot Robbie.
Hun er den stereotypiske Barbie, og hun bor i Barbieland med alle de andre Barbier (og Ken). Alle dage er den bedste dag nogensinde, men pludselig får hun flade fødder. Hvad sker der dog? Svaret må hun finde i den virkelige verden, hvor rigtige mennesker bor.
Barbie fremviser sin afskyelige fod. Føj!
Jeg vil ikke spolere for meget af handlingen, for den er fuld af overraskelser. Faktisk er den som en parodi på sit eget kildemateriale. Humoren er satirisk, og Barbie er ikke så perfekt, som hun tror. Hun har meget at lære om verden og om sig selv.
Du kan sagtens kalde filmen “woke” og feministisk. Den handler om velkendte temaer, og der er masser af repræsentation. Men du bør ikke afskrive den af den grund, for den går ikke til opgaven som forventet.
Meget, meget lyserød
Selvom den er uendeligt fjollet, fuld af dansenumre og meget, meget lyserød, er den også intelligent. Den bider, som god satire skal, og den vender tingene på hovedet. Budskabet er ikke bare det, nej-hattene tror.
Alle kan se den, men det er en film for piger og kvinder. For mødre og deres døtre. Den har rørende scener, som taler mest til dem. Som de nemmere vil kunne spejle sig i. Men det er ikke en kritik. På ingen måde.
Jeg hyggede mig og morede mig fint. Det er god underholdning, og den taler til begge sider. Det er ikke en mandehaderfilm, selvom nogle vil synes, den godt kunne give Ken lidt mere. Men han spiller sin vigtige rolle, og andre vil hævde, han stjæler filmen.
Djævelen bor i detaljen, og jeg ender på otte hjerter. Jeg kan mægtigt godt lide den, men der er scener her og der, måske især i finalen, hvor jeg ville have ændret nogle ting, hvis jeg var kvinden med bukserne på.
I skrivende stund kan du se den på Max.
