Den gamle Batman-serie fra 1966 er en farverig, familievenlig filmatisering af den dynamiske duo. For alle, der kun kender den mørke, dystre, post-Frank-Miller-ske og oftest Robin-løse Batman, er 60’ernes kitschede korsfarer og hans strømpebukseklædte sidekick formentlig en mundfuld, de ikke kan kapere. Men sådan var Batman faktisk dengang. Se bare herunder.
I en årrække efter serien sluttede, var den ofte enden på en hånlig vittighed. Jo mørkere Batman blev, jo større blev afstanden. Da Tim Burtons Batman erobrede verden i 1989, sagde alle, det var den rigtige Batman. Endelig var han tilbage.
Men 60’ernes Batman er blevet en kultserie. Afstanden er skrumpet igen, og mange fans elsker begge versioner lige højt. Jeg har selv genopdaget serien som voksen og sætter pris på dens satiriske humor og fantasifulde univers. Det er forrygende underholdning, når først man opdager, hvor velkonstrueret en superhelteparodi, det faktisk er.
Der er 120 afsnit i alt, og jeg har endnu til gode at gense hele bat-uljen. Men jeg har kastet mig over en håndfuld udvalgte dobbelt-afsnit og nydt gensynet med en række klassiske Batman-skurke.
Den berygtede Batusi
Der er ingen oprindelseshistorie, ikke engang en begyndelse. Batman og Robin er allerede aktive og endda berømte, da vi møder dem i første afsnit. Kommissær Gordon har allerede en rød telefon med en direkte linje til Batman. Den første skurk, Gækkeren (Frank Gorshin), beskrives som en af Batmans ærkefjender, der er tilbage igen.
Med andre ord kunne første afsnit lige så godt være et afsnit midt i anden eller tredje sæson. Alt er på plads. Selv opskriften er på plads. Den velkendte speaker. De mange gadgets, catch-phrases og finurlige bogstavrim. Bruce Waynes palæ og Bathulen derunder. Batmobilen! De to karakterers ekstraordinært gode manerer, betænksomhed og lovlydighed.
Det er faktisk imponerende, at hver eneste lille detalje, hver eneste velkendte karakter, hver eneste ingrediens i den samlede Bat-pakke er på plads fra allerførste minut. For det er jo ikke en simpel og uigennemtænkt serie. Tværtimod. Den er propfuld af herlige detaljer.
Det nærmeste, vi kommer på en slags introduktion til karaktererne, er få replikker. Bruce beskriver Dick som sin unge myndling til en gruppe gæster. I konteksten af deres samtale refererer han også til sine forældres skæbne. Men det er alt. Der er ingen tid at spilde.
De to første afsnit er også et fint eksempel på den finurlige og på mange måder atypiske superhelteserie, det er. I hvert fald i forhold til nutiden. For Gækkeren sagsøger Batman, og denne Batman er rede til at møde op i retten og smide masken, fordi han respekterer loven, selv når en skurk misbruger den. Han er en større spejderdreng end Superman nogensinde er blevet beskyldt for at være. Men det er skøn satire, når Batman belærer Robin om alt fra færdselsregler til de mindste sikkerhedsprocedurer.
Det er i øvrigt også i første afsnit, at Batman introducerer sine famøse danse-moves i Batusi-dansen. Hvem lokker ham ud på dansegulvet? Det gør Bond-pigen Jill St. John såmænd.
Fornøjelige ærkefjender
TV-seriens skurkegalleri tæller flere af Batmans største skurke. Blandt de fire første finder vi den førnævnte Gækker, Pingvingen (Meredith Burgess), Jokeren (Cesar Romero) og Mr. Freeze (George Sanders). De er alle enkle, karikerede karakterer, præcis som Batman selv. De har hver deres gimmick, som former deres karakter, både udseende, metoder og karaktertræk.
Gækkeren har sine gåder. Pinvingen er vild med fugle og paraplyer. Hvad har pingviner og paraplyer til fælles, tænker du. Som udgangspunkt intet. Men paraplyen er ofte en del af den velklædte gentlemans pingvin-agtige kostume. Jokeren er en spasmager, og Mr. Freeze er en frossenpind.
De forsøger alle at besejre Batman. At overliste ham, ydmyge ham og sågar dræbe ham i fantasifulde fælder, hvorfra han altid undslipper.
Det er en del af opskriften, der taler direkte til plot, handling og afsnittenes udvikling. Batman og Robin bruger masser af tid på at efterforske spor og regne den ud. Men de – hver for sig eller sammen, og i enkelte tilfælde en helt anden – havner altid i en fælde i første afsnit alligevel.
Ikke alle skurke er tegneserieskurke. Flere af dem er skabt til serien. Blandt andre Egghead (Vincent Price), King Tut (Victor Buono) og Shame (Cliff Robertson).
Listige kvinder
De fleste skurke er mænd, men der er også en god portion kvinder. Den første vi møder er en ny, original karakter skabt til serien, en illusionist kaldet Zelda the Great, spillet af Oscar-vinderen Anne Baxter, kendt fra bl.a. The Ten Commandments.
A woman?! What is the world coming to?
Den garvede kommissær Gordon er mere end almindeligt forbavset over, at skurken er en kvinde. Men 60’erne var progressive tider. Relativt set. Hun er ovenikøbet smartere end Batman. Kvindelig intuition.
Den største kvindeskurk er naturligvis Catwoman, spillet af Julie Newmar i første og anden sæson, Eartha Kitt i tredje sæson og Lee Meriwether i filmen. Hun er en listig femme fatale, og i modsætning til flere andre kvindeskurke er der ingen mand bag eller sammen med hende. Hun udstikker ordrerne. Hun udtænker planerne. Hun overlister Batman, og hun er muligvis den, der kommer tættest på at besejre ham. Men hun har et behov for at lege med ham, som katten leger med musen, og så går det galt.
De øvrige kvindeskurke tæller bl.a. kosakdronningen Olga, også spillet af Anne Baxter, der ofte danner par med Egghead, samt Siren (Joan Collins) og Minerva (Zsa Zsa Gabor). Faktisk er Catwoman den eneste kvindeskurk fra tegneserierne.
Batgirl
I tredje og sidste sæson blev den dynamiske duo til en utrolig trio med tilføjelsen af kommissær Gordons datter, Barbara Gordon (Yvonne Craig), som Batgirl. Hun blev en fast karakter og deltog i samtlige 26 afsnit.
Hun er ikke den samme karakter som nutidens Batwoman. Det er en nyere karakter, Bruce Waynes kusine, Katherine Kane.
Serien afslører sin alder på knap så køn vis, da Barbara introduceres som Bruces date og bliver offer for Pingvinens kidnapnings- og gifteplaner indenfor de første 10 minutter. Hun er med andre ord en date, et kvindfolk i knibe og handlingens MacGuffer, som var hun et kliché-fyldt Kinder-æg.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Det hører dog med til historien, hun redder sig selv og springer ud som Batgirl til alles overraskelse. Det er hendes helt egen ide, ikke Batmans, og hun har allerede kostume, udstyr og en lille, hemmelig Bat-hule i sin lejlighed. Handlekraftig, egenrådig, ung dame, må man sige. Det ender da også med, hun redder dem, ikke omvendt.
I tredje sæson ændrede de også den velkendte to-episoder-opskrift med en cliffhanger i første del og afslutningen i andel del. I stedet blev hver skurk effektivt onduleret inden afsnittet var omme.
Jeg er knap så vild med den opskrift. Historierne føles forhastede, og der er mindre tid til gåder, fælder og ordspil. Til gengæld er Batgirl en velkommen tilføjelse, og det er stadig god underholdning.
Dette afslutter mit gensyn i denne omgang. Jeg er sikker på, at næste omgang vil bekomme mig lige så vel, og jeg smider alle 10 hjerter med det samme.
