Batman: The Killing Joke er en filmatisering af Alan Moore og Brian Bollands berømte tegneserie fra 1988. Jeg husker at have læst den som stor knægt, måske teenager, men det er meget længe siden, og hukommelsen er fuld af huller.
Handlingen følger Batman og Jokeren i ét af deres mange, mange opgør. Historien er prisbelønnet (Eisner Award, en amerikansk pris navngivet efter tegneserieforfatteren Will Eisner, der bl.a. skabte The Spirit) og betragtes af fans og anmeldere som en af de bedste Batman-historier nogensinde, den definitive Joker-historie og en af de bedste tegneserier i det hele taget.
En af mange årsager til den store hæder er Jokerens tragiske baggrundshistorie og det psykologiske spil, han fører ud i livet for at vise Batman, at én dårlig dag kan drive hvem som helst til vanvid. Det er på alle måder en Joker-fortælling mere end en Batman-ditto.
Unødvendig forhistorie
Filmatiseringen har modtaget blandede anmeldelser. Manuskriptforfatteren Brian Azzarello har tilføjet en forhistorie, der ikke rigtigt bidrager til, eller har den store indflydelse på den del af historien, som er taget direkte fra tegneserien.
Da jeg så den, troede jeg, at de bare havde slået to historier sammen, for det føles som to forskellige historier. De er ikke engang flettet ind i hinanden. Forhistorien ender og The Killing Joke begynder.
Formålet er tilsyneladende at uddybe Batman og Batgirls karakterer og indbyrdes forhold, for resten af filmen fokuserer mest på Jokeren. Men temaerne i forhistorien og indsigten i de to superheltes personlige forhold får ingen betydning senere. Det bliver bare til en unødvendig tilføjelse.
Som voksen har jeg aldrig været helt tilfreds med kvaliteten af disse tegnefilm. Der er en tydelig niveauforskel mellem dem og tegnefilmene fra DreamWorks og Disney. En stor del af årsagen er uden tvivl budgettet, og det kan de ikke gøre for. Hvis man skal skabe tegnefilm, der føles rigtigt levende, skal man tegne mange flere billeder, og det koster. Men jeg ville også ønske at farverne og kontrasten var bedre. De har valgt en meget mørk og næsten farveløs stil, og det er trist.
Filmatiseringer kan naturligvis altid gå begge veje. Når man filmatiserer en bog, kæmper man imod de billeder, folk selv har skabt i hovedet. Til sammenligning er The Silence of the Lambs en anmelderrost klassiker og et biografhit, men jeg havde læst bogen først, og jeg syntes, de ramte helt forkert.
Men når man filmatiserer en tegneserie, findes billederne allerede, og så burde det være så godt som umuligt at ramme ved siden af – i hvert fald visuelt. Men her skuffer The Killing Joke også. Jeg har lagt et par eksempler herunder, så du kan se forskellen mellem filmen (til venstre) og tegneserien (til højre).
Jeg håbede, den ville være bedre. Jeg kan stadig lide historien, og skuespillerne, heriblandt Mark Hamill, bedre kendt som Luke Skywalker, der længe har haft en sidegesjæft som Jokeren, leverer masser af god stemning. Men den unødvendige forhistorie og kvaliteten af animationen trækker ned. Øv.
