Bleeder

Rikke Louise Andersson og Kim Bodnia.

Bleeder er Nicolas Winding Refns svære “2’er” – selvom den overhovedet ikke er en fortsættelse. Den efterfulgte debutfilmen Pusher, hvor Kim Bodnia tæskede sig gennem det københavnske underliv for at ordne en narkogæld og redde sin egen røv.

Vi møder flere af de samme ansigter i nye roller. Bodnia er Leo, postrytter og vordende far. Mads Mikkelsen er Lenny, filmnørd og ekspedient i en sagnspunden videobiks. Zlatko Buric ejer selvsamme gesjæft.

De hænger ud og ser gamle kult- og B-film af filmmagere som Lucio Fulci, George A. Romero og alle de andre velklingende navne, som leverede snask og guffenam i årtierne forinden.

En dag bliver Leo vidne til en frygtelig oplevelse. En voldsepisode på et diskotek, hvor hans kærestes bror hænger ud med nogle slemme typer. Det sætter sig i ham på den værst tænkelige måde.

Imens forsøger filmnørden Lenny at invitere en pige ud. Det er filmens plotmæssige modpol. På alle niveauer. Mens Leo tumler ned ad en voldsspiral, forsøger Lenny at kravle op og ud af sit eget musehul.

Filmnørden og burgerpigen

Jeg har faktisk aldrig set den før. Selvom jeg var den helt rigtige målgruppe i 90’erne. Stor teenager, da jeg så Pusher i 1996. Vild med film af samme type, såsom Quentin Tarantinos Pulp Fiction og Reservoir Dogs, Guy Ritchies Lock, Stock and Two Smoking Barrels, men også ungdomsfilm a la Trainspotting, High Fidelity og Clerks.

Jeg tror, jeg valgte den fra, fordi alle talte om nogle bestemte voldsscener, der ikke lød særligt tiltalende. Men det burde jeg have gjort, for den er meget mere end bare en voldsfilm.

Refn leger med genrerne og formatet. Han begynder et sted med hverdagsdrama og dogme-lignende optagelser, men ender et ganske andet sted. Der er mange stilfærdige, dialogdrevne scener med tør, underspillet humor og spøjse karakterskildringer. Men der er også scener taget direkte ud af en Tarantino- eller Ritchie-film.

Det ville være en tung og dyster film, hvis ikke du fik et sideløbende plot med Lenny og burgerpigen Lea (Liv Corfixen). Deres historie er sød. De er begge uendeligt akavede, men det fungerer, og det skaber en nødvendig modpol til Leos nedsmeltning.

Legesyg filmmager

Det er en fremragende film. En eksperimenterende film fra en legesyg filmmager med masser af filmglæde og hovedet fuld af nye idéer og en stor lyst til at føre dem alle ud på bedste vis.

Jeg burde have set den for længst. Jeg er glad for, jeg endelig fik det gjort. Den overrasker positivt. Den rummer mere end forventet. Den byder på en mere alsidig filmoplevelse, end jeg troede. Den er på den ene side barsk og nedtrykkende, men den har også en anden side. Den fortjener varme anbefalinger.

Der er også masser af god 90’er-nostalgi. Fed musik af kunstnere som Peter Peter fra Sort Sol og gode, gamle C.V. Jørgensen i en af sine dystre, Leonard Cohen-agtige kompositioner. Masser af filmnørderi. En dejlig, blandet godtepose.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.