Body Double, også kendt på dansk som Stand-in for mord, er en erotisk thriller fra 1984 instrueret af Brian De Palma. Han er manden bag en række klassikere og storfilm, du uden tvivl har hørt om, heriblandt Scarface, The Untouchables og den første Mission: Impossible med Tom Cruise.
Handlingen følger den uheldige skuespiller Jake Scully, som har en rigtig møgdag. Først mister han jobbet i en vampyrfilm, og da han kommer hjem, finder han sin kæreste i seng med en anden. Men så møder han Sam, der tilbyder ham at passe et topmoderne drømmehus i Hollywood Hills for en ven, som er ude og rejse.
Jake takker ja og flytter ind samme aften, og da han får øje på en letpåklædt kvinde i huset overfor, er alle hans problemer glemt. Desværre er lykken kortvarig, for det viser sig, at kvindens liv er i fare, og Jake er den eneste, som kan hjælpe.
De Palmas stil og teknik er ofte blevet sammenlignet med Hitchcock, som er en af hans største inspirationskilder. Body Double er en hyldest til Skjulte øjne (Rear Window) og En kvinde skygges (Vertigo), hvorfra den låner temaer som voyeurisme og besættelse, samt dele af plottet.
Det er ikke vanvittigt originalt, men det er en interessant nyfortolkning af de to klassikere, og De Palma krydrer sin fortælling med humor, erotik og splattergenrens blodige gru. Det er kultfilmens ABC, og Body Double leverer masser af god underholdning.