Braveheart er et historisk drama fra 1995 instrueret af Mel Gibson, der også spiller hovedrollen som den skotske frihedskæmper, William Wallace. Den et baseret på sande begivenheder i det 13. århundrede.
Wallace vender hjem til Skotland efter at have boet hos sin onkel og rejst udlandet. I hjertet er han skotte, og han slår sig ned i sin fødeby, hvor han genforenes med sin bedste ven og den første pige, han forelskede sig i. Men briterne sidder på magten med store og grusomme uretfærdigheder til følge.
Det udvikler sig til et oprør anført af Wallace. Det skotske folk samles i forenet modstand mod de britiske invasionsstyrker. Det går så godt, at de tvinger kongehuset til forhandlingsteltet. Men de bliver ikke enige om prisen for fred. Mere vil jeg ikke afsløre.
Det er en storslået film af den gamle skole. Optaget i rigtige landskaber i både Skotland og Irland med rigtigt stuntarbejde og mere end 1600 statister i de store kampscener. Selvom CGI mere og mere blev en ting i 90’erne, er der ikke så meget som en pixel i Gibsons episke værk.
Det gør en forskel. Det er en flot film; smuk som den skønneste naturudsigt, men også beskidt og brutal. Der er en ægthed i hver eneste scene, man sjældent oplever i dag. Det ville ikke være det samme med en hær af programmører bag kameraet i stedet.
Filmisk heltekvad
Fortællingen er lige så grandios. Den får på alle tangenter i kampen for frihed. Selvom ophavet er skotsk, og Gibson selv er australier, er der noget ærkeamerikansk over den. Store følelser, store ord og store handlinger.
Men det virker. Ikke mindst fordi det er så ægte. Disse skotter kæmpede for deres frihed i virkeligheden. Måske er visse detaljer justeret, tilføjet eller udeladt, og kampscenerne har fået et ekstra lag machismo, men deres frihedskamp, den kan ingen tage fra dem. Dette er ikke en historietime, men et filmisk heltekvad.
Den blev nomineret til ti Oscars og vandt fem. Heriblandt de største, Best Picture og Best Director samt – ikke overraskende – Best Cinematography. Fuldt fortjent. Den slog bl.a. Apollo 13 og Sense & Sensibility.
Ingen skuespillere blev nomineret. Det betyder ikke, de er dårlige. Der er store præstationer over hele linjen. Marginaler afgør den slags. Sophie Marceau, den franske prinsesse Isabelle, havde nu fortjent en nominering.
Det er en helaftensfilm. Lige under tre timer lang. Men de forsvinder hurtigt. Man er opslugt fra første scene til Wallace råber “FREEEEDOOOOOOOOOOM!!” for allersidste gang.
