Elsa Lanchester og Boris Karloff.
Bride of Frankenstein er en science fiction-gyser fra 1935 instrueret af James Whale. Han er også manden bag den første film samt The Invisible Man. Det er efterfølgeren til Frankenstein fra 1931.
Handlingen er baseret på den øvrige del af Mary Shelleys berømte roman. Monsterets fortælling ender nemlig ikke i den nedbrændte mølle. Han overlever, og jagten fortsætter. Imens opsøges dr. Frankenstein af en kollega, som ønsker at genoptage eksperimenterne.
Ingen af filmene følger bogen nøje, men de låner begge essentielle uddrag, og efterfølgeren bygger videre på monsterets tragiske skæbne. Dermed er ånden og temaet i fortællingen intakt, og der er flere gode, følelsesmæssigt stærke scener,
Det er en visuelt flot film, og der er sket noget i effekt-afdelingen siden forgængeren. De nye eksperimenter er mere alsidige og større. Det er ikke bare en ny omgang lynnedslag. Der er også andre overraskelser i godteposen.
Seværdig filmoplevelse
De har opfundet en ny karakter til lejligheden, og det trækker lidt ned. De har nemlig ændret forløbet ift. frembringelsen af Frankensteins brud – eller mere korrekt, Frankensteins monsters brud. Sammenfletningen af de to sideløbende handlingsforløb er næsten tilfældig, og af samme grund er årsagen til udviklingen ikke lige så god som i Shelleys roman.
Der er også nogle spøjse eksempler på humor. De trækker fint i lattermusklerne, men man tænker alligevel bagefter, om det var nødvendigt og på sin plads. Helt skørt bliver det i et af den nye karakters eksperimenter,
Den får samme bedømmelse som 1’eren. Nogle dele trækker op, andre trækker ned. Nogle dele måtte gerne fylde mere, andre er unødvendige. Det er i alle tilfælde en klassiker og en højst seværdig filmoplevelse.
