Blousey Brown og Bugsy Malone.
Bugsy Malone er en musical-komedie fra 1976 skrevet og instrueret af Alan Parker. Det var hans debut som instruktør. Siden har han instrueret Fame, Pink Floyds The Wall, The Commitments og Evita samt umusikalske film som Mississippi Burning og Angel Heart.
Det er en gangsterfilm sat i 1930’erne under spiritusforbuddet, hvor natklubberne rykkede ind i skjulte baglokaler og primært blev bestyret af mafiaen. Handlingen er inspireret af virkelige begivenheder og personligheder som Al Capone og Bugs Moran.
Filmens vinkel er, at alle karaktererne spilles af børn. De skyder med flødeskumsgeværer, drikker milkshakes og kører i biler drevet af pedalkraft. Idéen kom til Parker på lange køreture med sine børn, og hans ældste søn foreslog, han lavede filmen med børn.
Unge stjerner
Børnene er hovedsageligt ukendte, men to navne stikker ud. Den ene er Jodie Foster, som allerede var barnestjerne med en håndfuld film på bagen, ikke mindst Taxi Driver fra samme år. Siden er hun kun blevet et større navn med ikoniske roller som bl.a. FBI-agenten Clarice Starling i The Silence of the Lambs.
Den anden er Scott Baio, som spiller hovedrollen, titelkarakteren, Bugsy. Han blev ikke en stjerne på niveau med Foster, men han fik en habil TV-karriere med faste roller i bl.a. Happy Days og Diagnosis: Murder.
Det var en fælles amerikansk-britisk produktion, og den hittede i Storbritannien, men ikke i USA. Den høstede hele otte BAFTA-nomineringer, og den vandt fem: Best Supporting Actress og Most Promising Newcomer (begge Foster) samt Best Screenplay, Best Production Design og Best Sound. Den måtte nøjes med en enkelt Oscar-nominering for Best Original Song Score.
Anmelderne tog imod den på begge sider af Atlanten. Roger Ebert og Gene Siskel gav den begge 3 1/2 ud af 4. På Rotten Tomatoes scorer den 81 procent.
Muntert gensyn
Jeg har set den mange gange som barn. Jeg huskede primært, at de er gangstere og skyder med flødeskum. Det blev et muntert gensyn.
Det overrasker mig, den ikke er sjovere. Hvis voksne havde spillet rollerne, havde det været et drama, ikke en komedie. Humoren ligger primært i, det er børn i voksenroller. Men de er søde og charmerende.
Havde voksne spillet rollerne, havde den muligvis stadig fået opmærksomhed for musikken. Den er skrevet af Oscar-vinderen Paul Williams, og det er gode ørehængere, der både passer til tidsperioden og til et moderne publikum. Men det er lidt synd, det ikke er børnene, som synger i filmen.
Men handlingen havde været lidt tam ift. 70’ernes øvrige gangsterfilm. De kunne have skruet op for volden og dramatikken, men handlingen er mest fokuseret på romantikken mellem Bugsy og sangerinden Blousey Brown. Bandekrigen er næsten et subplot.
Min pointe er, den fungerer bedst med børn i rollerne. Den er tilpasset et ungt publikum. Men de kunne have taget den længere. Skabt mere komik. Selvom børnene er søde, synes jeg ikke, de får fuldt udbytte af konceptet.
Men det er en underholdende gangsterfilm og kærlighedshistorie i børnehøjde. Du vil uundgåeligt hygge dig med de kække unger.
