Busters verden er fortællingen om 12-årige Buster Oregon Mortensen, tryllekunstner, bybud og skoledreng efter behov. Fantasifuld og velmenende, men ikke altid lige heldig. Meget dårlig til fodbold. Forelsket i Joanna.
Både bog og film er skrevet af Bjarne Reuter. Førstnævnte udkom i 1979. Filmatiseringen landede i 1984. Instruktøren er selveste Bille August, vinder af både Oscar, Golden Globe og Palme d’Or for Pelle Erobreren.
Filmen er episodisk i sin fortælleform, og forklaringen er enkel. Den blev oprindeligt sendt som en TV-serie i seks dele og senere klippet sammen til en film. Den dækker forskellige hændelser i Busters hverdag.
Det er socialrealisme, et ungdomsdrama og en komedie. Den unge tryllekunstner passer dårligt ind i skolemiljøet og har hele to ærkefjender; den 16-årig knallertbølle, Lars, og vigtigfransen Stig Ole. Der er mange sjove episoder og pudsige krøller.
Men der er også voksentemaer som arbejdsløshed, klasseskel og sågar døden. Sidstnævnte håndteres meget smukt og i rette børnehøjde. Klasseskellet ordnes med gåpåmod og selvtillid. Buster vinder alles hjerter. Også det allervigtigste.
Det er en sød, sjov, rørende og uskyldsren film. Et dansk bud på feel-good-familiefilmen. På ingen måde lige så svulmende som de amerikanske modstykker. Men jordnær og ægte og med budskabet om at turde drømme og gøre det, man føler for.
I skrivende stund kan du se den på Max. Du kan også se den i seks afsnit på DR.