Caged Heat

Barbare Steele som den lede fængselsinspektør, McQueen.

Caged Heat er en exploitation-thriller fra 1974 skrevet og instrueret af Jonathan Demme – samt produceret af Roger Corman. Demme er den Oscar-vindende instruktør bag film som Ondskabens øjne og Philadelphia.

Han skrev manuskriptet under titlen Renegade Girls, men de ændrede den til Caged Heat – inspireret af genrefilmene Caged og White Heat – for bedre at appellere til lummerfans af kvinder-i-fængsel-genren.

Handlingen følger flere indsatte i et kvindefængsel. Her går dagligdagen med straffearbejde, indbyrdes slåskampe og rendyrket sadisme udført af både vagterne, den kvindelige inspektør og fængslets læge.

Genren tro er der masser af nøgenhed. Men Demme bryder alligevel rammerne, da han ikke har fokus på lutter exploitation i form af sex og tortur ad libitum. I stedet introducerer han et regulært plot med både oprør, fangeflugt og meget andet.

Han fortjener ros. Jeg har set både dårlige og decideret rædderlige film i genren, hvor stort set intet skete, og kvinderne blot var sexobjekter i knibe igen og igen. Demmes kvinder tager teten. Det er langt bedre.

Man kan kritisere den tilfældige handling, hvor flere interessante plottråde pludselig laver en håndbremsevending. Eller den skiftende tone, hvor balancen mellem alvor, satire og liderlighed er nærmest køresyg.

Men jeg kedede mig ikke. Jeg sætter pris på Demmes ihærdige forsøg på at male udenfor stregerne. Det er den hidtil bedste kvinder-i-fængsel-film, jeg har set.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.