Casino er et gangsterdrama fra 1995 instrueret af Martin Scorsese. Det er inspireret af virkelige hændelser, og filmens trekløver er baseret på rigtige personer. Men deres navne og karakterer er ændret efter behov.
Det er sørme endnu en Richard Riehle-film. Han spiller bankmanden Charlie Clark. Hele to scener har han fået. Det er ikke meget, men det tæller. Glæd dig til at se, hvordan Joe Pesci behandler ham.
Scorsese har castet Robert De Niro for ottende gang, denne gang som kasinobestyreren Sam “Ace” Rothstein. Pesci er hans arrige, lille muskelhund, Nicky Santoro. Sharon Stone er Ginger McKenna, hans livs kærlighed.
Handlingen følger de tre hovedpersoner i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne, hvor de lever et liv i sus og dus, mens pengene strømmer ind, og de nærmest bare skal undgå at dumme sig. Men så sker det, at de dummer sig.
Scorsese har atter slået sig sammen med forfatteren Nicholas Pileggi. Han skrev bøgerne om virkelighedens gangstere, og sammen har de skrevet Goodfellas og Casino. Et frugtbart samarbejde, må man sige.
Den høstede ros og anerkendelse, omend ikke på samme niveau som instruktørens tidligere værker. Det blev kun til en enkelt Oscar-nominering, og den tilfaldt Sharon Stone. Hun vandt også en Golden Globe.
Roger Ebert gav den fire ud af fire tommelfingre. Han var ovenud begejstret og satte stor pris på filmens historiske detaljer. Andre anmeldere savnede en mere konventionel fortællingsstruktur i disse karakterers kaotiske hverdag.
Store egoer og menneskelige brister
Det er en fascinerende fortælling om gangsterlivet i Las Vegas. Man lærer en masse om, hvordan tingene foregik. Men den udvikler sig også til en personlig deroute, hvor store egoer og menneskelige brister tager over.
Det er muligt, den er mindre konventionel, men den er stadig uhyre velfortalt. Og hvor man i begyndelsen tænker, de barske fyre er lidt seje, ender man med at ryste på hovedet over deres ynkelige opførsel.
Scorsese dekonstruerer genren med sine film. Han romantiserer ikke bare disse gangstere, men tager os med hele vejen til bagsiden af den funklende facade.
Hvis jeg skal vælge en favorit, er Goodfellas en anelse bedre. Men Casino er stadig en storfilm på et højt, højt niveau. Alle leverer sit bedste, og Sharon Stone stjæler billedet. Hun viser, hun er mere end bare en trusseløs blondine.