Bond-pigen Ursula Andress som Vesper Lynd.
Casino Royale er en spionkomedie fra 1967 baseret på James Bond-forfatteren Ian Flemings debutroman om den berømte, britiske spion. Han solgte rettighederne til en producer, som døde, og i mellemtiden blev filmene med Sean Connery en stor succes.
Derfor besluttede en ny producer, som overtog rettighederne fra enken, at lave den som en parodi frem for at udfordre de populære film på deres præmisser.
Filmen er instrueret af hele fem forskellige filmmagere. John Huston er kendt for bl.a. The Maltese Falcon og The Man Who Would Be King. Ken Hughes er manden bag bl.a. Chitty Chitty Bang Bang, som i øvrigt også er skrevet af Ian Fleming. De andre tre er kendt for både dramaer og komedier.
Handlingen er kun løst baseret på Flemings roman, og den vender flere detaljer helt på hovedet i satirens illoyale ærinde. F.eks. er Bond ikke ny i faget, men en pensioneret spion, der tvinges tilbage. Han er heller ikke skørtejæger, men lever tværtimod i cølibat. Skurkene forsøger at forføre ham og ødelægge hans gode navn og omdømme.
Med andre ord: de vil gerne lave en masse halvlumre scener med damer overalt. De har ovenikøbet castet den første og stadig en af de skønneste Bond-piger fra den officielle serie, nemlig Ursula Andress. Hun spiller filmens udgave af Vesper Lynd.
De har også valgt at introducere en masse andre kendte ansigter, som tager navnet James Bond for at narre fjenden. David Niven er originalen, den tilbagevendte James Bond. De andre tæller bl.a. Peter Sellers og sågar Woody Allen, som kæmper om at være mindst muligt Bond-agtig.
Latterkramperne udebliver
Jeg forstår ikke, hvorfor de har brugt fem forskellige instruktører, hvoraf nogle har meget ringe erfaring med komedier. I hvert fald kæmper filmen med at finde et sammenhængende plot. Selvom man kan beskrive et, føles det ikke som om, der er et. Det hele virker meget tilfældigt, især idéen om at bruge så mange forskellige agenter.
Den kæmper også med tonen. Nogle scener er spændende, andre er sjove, men flere er bare kedelige og uengagerende. Der er scener med potentiale til mere, hvor kreativiteten udebliver. Men den finder heller aldrig rigtigt sin plads på humor-barometret. Den ved ikke, hvad den vil. Måske netop pga. de mange kokke.
Det er som om, den er lavet af filmmagere, der hverken forstår genren, Bond-karakteren eller parodiens væsen. De smider scener sammen, der vækker minder om f.eks. Austin Powers-filmene, men plottet falder fra hinanden, og latterkramperne udebliver.
Scenografien er flot. Det må jeg give den. Kostumerne, kulisserne, de store landskaber og de skønne damer i deres farverige og forførende gevandter. Her er de fem filmmagere i hvert fald blevet enige.
Men det er en ringe trøst, når resten af filmen er både fjollet, forvirrende, lemfældigt sammenklippet og kedelig på samme tid.
Hvis du alligevel er nysgerrig, kan du i skrivende stund se den på Prime.
