Children of the Corn er en gyser fra 1984 baseret på en novelle af Stephen King. Det er den første i en serie på hele 10 film. King skrev selv et udkast til manuskriptet, men det valgte de ikke at bruge.
Linda Hamilton spiller Vicky Baxter. Hun og kæresten Burt er på vej til hans nye praktiksted som læge. De gør holdt i en lille by i Nebraska pga. omstændigheder, jeg ikke vil afsløre her. Det skulle de ikke have gjort.
En fyr ved navn George Goldsmith skrev det manuskript, de brugte i stedet for Kings. Det er mere visuelt og action-drevet, men det tager stadig udgangspunkt i novellen. Desuden hentede han inspiration i den iranske revolution i 1979. Det var dengang præsteskabet overtog magten i landet.
Ondskabsfuld på den gode måde
Titlens børn er en religiøs kult drevet af nogle skumle karakterer, som kan og bør regnes blandt genrens gamle kendinge. Jeg tænker her på Isaac og Malachai. De er væmmelige og ondskabsfulde på den gode måde.
Selvom det er lidt usædvanligt, at kulten består af børn, er de ældste gamle nok til at være en skræmmende og troværdig fjende. Den del af plottet fungerer godt, og filmen er ganske underholdende indtil finalen.
Jeg vil ikke afsløre for meget om finalen. Der er et overnaturligt element, som ikke behøvedes. Den havde været bedre og mindre B-filmsagtig uden det forældede CGI-showdown.
Det er underholdende på den der so-bad-it’s-good-måde, men filmen havde været mere skræmmende og stået stærkere uden den tilføjelse. De kunne have skabt en stor finale på mange andre måder.