Den barmfagre kvinde, Miss America, er en af filmens fristerinder. Hun fristede i hvert fald mig til at smide 50 kroner efter filmen. Ikke de dyreste lærepenge nogensinde, men øv alligevel.
Coonskin, også kendt som Bustin’ Out og Street Fight, er en delvist animeret gangsterkomedie fra 1975 skrevet og instrueret af Ralph Bakshi. Han er også manden bag bl.a. Cool World og Spicy City.
Handlingen satiriserer blaxploitation-genren og Disney-filmen Song of the South. Den låner og nyfortolker tre karakterer fra sidstnævnte, broder Bjørn, broder Ræv og broder Kanin. Karaktererne stammer fra afro-amerikanske folkeeventyr.
I Bakshis film er de tre karakterer på flugt efter en bordel-forvikling, hvor de skyder sheriffen, men ikke hans vicesherif (ham skød sheriffen selv). De tager til Harlem, hvor de myrder den lokale gangsterboss og overtager forretningen. Herefter forsvarer de sig imod både ordensmagten og mafiaen, som vil dem til livs.
Det lyder jo som en film. Det overordnede plot er enkelt nok. Men Bakshis stil er syret, ufokuseret og fuld af besynderlige afstikkere. Der er utvivlsomt en masse samfundskritisk symbolik gemt i detaljerne her og der. I hvert fald har filmen fået masser af retrospektiv anerkendelse.
Jeg står ikke forrest i køen med de rosende gloser. Beklager. Jeg er med på, den muligvis skal ses med andre øjne og analyseres med andre briller. F.eks. er de fleste afstikkere inspireret af de afro-amerikanske folkeeventyr, og Bakshi har utvivlsomt et formål med dem.
Men en film skal stadig ståå på så gode ben, den kan ses – og fungerer – uden at kende baggrunden. Her fejler den. Både jeg og min trofaste filmmakker, som faktisk er lidt af en Bakshi-fan, blev både forvirrede og sågar skuffede.
